onsdag den 22. maj 2019

Teater: "Min geniale veninde" (Del 1 + Del 2)

(Reklame - Billetten er sponsoreret)

Den dramatiske fortælling "Min geniale veninde", som er baseret på romanerne af Elena Ferrante, blev opvist af Odense Teater i Teatersalen/ODEON. Jeg var inde og se stykket til premieren den 17. maj, og det blev vist som en marathon-forestilling på cirka seks timer.


Jeg har endnu ikke læst romanerne af Elena Ferrante, så det var uden den store viden omkring historien, at jeg så teaterstykket. Uanset mine forventninger, så var jeg opslugt lige fra den allerførste scene. Fortællingen om Lila og Elena er storslået, og skuespilleren formår at portrættere karaktererne som børn, unge, voksne og senere hen ældre, hvilket jeg fandt enormt imponerende. De andre skuespillere gjorde det også helt fænomenalt, og jeg følte alt, hvad de følte helt ned i maven.

Selve fortællingen er indrammet af venskabet mellem de to piger, samtidig med at den har omdrejningspunkt i Napoli, hvor de begge er vokset op i et helt særligt miljø. De prøver på hver sin måde at få det bedste ud af livet - både sammen og hver for sig - men det er ikke uden grim misundelse, konflikter, hjertesorg og samtidig en form for stædigt sammenhold. Historien sætter derudover fokus på kærlighed, familieliv, køn, ambitioner, selvdestruktion og vold.

Sceneopsætningen var eksperimenterende og nytænkende, hvor publikum er placeret på hver sin side af scenen, og det gjorde stykket mere levende, og jeg følte virkelig, at jeg var en del af historien hele vejen igennem. Umiddelbart synes seks timers forestilling som lang tid, men tiden fløj afsted, og i hver pause, når vi forlod salen, så længdes jeg efter at se mere af stykket. Da lyset til sidst blev tændt, sad jeg målløs tilbage. Aldrig har jeg oplevet et teaterstykke så intenst som "Min geniale veninde", og jeg var følelsesmæssigt udmattet efter en helt igennem fantastisk forestilling! Stykket har derfor mine varmeste anbefalinger, og du kan se det til og med den 8. juni.

(Billederne er pressefotos fra Odense Teater)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar