onsdag den 23. januar 2019

"Kære Evan Hansen" - Val Emmich (m. fl.)

Original titel: Dear Evan Hansen - Forfatter: Val Emmich m.fl. - Forlag: CarlsenPuls - Sidetal: 376
Anmeldereksemplar fra CarlsenPuls.

"Evan har altid følt sig alene, men da hans brev til sig selv havner i de forkerte hænder, bliver han pludselig trukket ind i en families sorg over tabet af deres søn, og det giver ham muligheden for at være en del af noget. Pludselig har den angstramte Evan et nyt formål. Og et website. Han er selvsikker, og han går viralt. Alle dage er fantastiske. Indtil alt er i fare for at falde sammen omkring ham, og han bliver konfronteret med sin værste fjende: Sig selv. En hvid løgn fører til store sandheder i denne varme coming-of-age-fortælling fyldt med sorg, autenticitet og kampen for at høre til i en tid med hurtige forbindelser og dyb isolation."

Allerførst vil jeg slå fast, at bogen har nogle vigtige temaer og bearbejdelser af disse, som gør den værd at læse. Når det så er sagt, så blev jeg desværre lidt skuffet over selve fortællingen. Jeg følte ikke rigtigt for nogle af karaktererne, og Evan fattede jeg empati for i starten, men det forsvandt samtidig med, at historien tog fat.

Jeg ville så forfærdeligt gerne have lært Connor bedre at kende, og det forsøgte romanen også på, men det var ikke dybt nok til min smag. Dog var idéen omkring at Evan skriver breve til sig selv rigtig god! Det er en god måde at sætte et positivt mindset for sin dag ved at forestille sig, at den bliver fantastisk, omend der ikke var mange af Evans dage, der var synderligt fantastiske.

""Det er det, der sker, når folk forsvinder, tror jeg. Når de er væk, behøver man ikke at blive mindet om alle de dårlige ting. De kan bare være sådan, som man gerne vil have dem. For evigt. Perfekte."" - citat.

Måske fungerer historien rent faktisk bedre som musical, hvor man får en anden føling med karaktererne, og får sangene med på den helt rigtige måde. Dén gad jeg faktisk godt at se - for bogen har potentiale, men den blæste mig ikke omkuld, og det havde jeg desværre håbet på.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar