fredag den 2. november 2018

Bloggerevent med Teri Terry, Gayle Forman og Louise O’Neill

Reklame - Invitation til eventet 

Lørdag den 27. oktober var jeg inviteret til et bloggerevent med tre udenlandske forfattere; Teri Terry, Gayle Forman og Louise O' Neill. Arrangementet blev afholdt af forlaget Gyldendal UNG. Det foregik i Bella Centeret i forbindelse med Bogforum, og forfatterne blev interviewet af Eva Lucia.

Allerførst blev de spurgt om et par sjove spørgsmål for at varme op - hvad ville de f.eks. helst medbringe på en øde ø? Herefter flød interviewet ud i en snak om, hvorfor de begyndte at skrive, og hvorfor de skriver i genren YA (Young Adult). "Young people feel everything so deeply"- citat Gayle Forman. Teri Terry følte, at det klikkede, når hun henvendte sig til unge. Louise O'Neill ville egentlig bare gerne fortælle en bestemt historie, og så var det forlaget, der senere hen besluttede, at bogen var YA.

Herefter snakkede de om, hvorfor genren er så vigtig. Her var en af hovedpointerne at unge læsere bliver til voksne, der læser. Derudover hjælper litteraturen med at forbedre empati, hvilket er så vigtigt især i den alder. Så er litteraturen også med til, at mindske følelsen af at være alene. Derfor er det også vigtigt at føle sig repræsenteret i litteraturen. "It makes you feel seen in a way" - citat Louise O' Neill. Forfatterne var overordnet enige med hinanden om vigtigheden af ungdomslitteratur.

Interviewet endte ud i en snak om fremtiden for YA. Her blev der snakket om den stigende fremgang i diversitet, som der sikkert kommer meget mere af - især med fokusset på, at alle skal føle sig repræsenteret i litteraturen. Derudover er hele branchen i sig selv også ved at blive mere alsidig.

Efter interviewet kunne vi få signeret vores bøger og tage selfies. Jeg havde fornøjelsen af at møde Teri Terry til Bogforum 2015, så jeg manglede kun signering fra Louise O'Neill og Gayle Forman. Arrangementet var så indsigtsfuldt, og det var en fornøjelse at lære forfatterne bedre at kende! Mange tak for invitationen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar