fredag den 16. november 2018

Anbefaling: "Mine Venner" er den bedste gave til en du har kær

Bogen er venligst sponsoreret af Forlaget Fortæl.

Forlaget Fortæl har simpelthen fundet på den bedste gave, som bare bliver ved med at give. Du kender sikkert til de vennebøger, som man udfyldte som barn med spørgsmål omkring yndlingsfarve, livret osv. og selve idéen er faktisk nogenlunde det samme. Maria og Mette, der står bag forlaget, har skabt en platform, som gør det nemmere at dele historier med dem, som betyder noget for os. Hvad enten det er en gave til dig selv eller til en du har kær, så kan du oprette en bog online, som kan udfyldes af op til 16 venner, og derefter bliver bogen håndbundet med alle dine personlige besvarelser.


Jeg fik lov til at prøve hele deres koncept, og jeg valgte at lave en bog til mig selv. 10 af mine herlige veninder udfyldte omkring 50 spørgsmål om henholdsvis dem selv, om mig og om vores venskab. Derudover indeholder bogen også forskellige citater om venskaber, og rent grafisk er bogen sat virkelig fint op. Eftersom jeg ikke udfyldte alle 16 pladser, så er der 6 ledige pladser i bogen, som kan udfyldes i hånden.


Grunden til, at bogen er den bedste gave, er, at den fortæller historier og tanker, som vi ikke altid snakker om i dagligdagen. Den sætter ord på venskabets betydning, hvad der kendetegner en som ven/veninde, og frembringer mange smil og tårer. Jeg var simpelthen så rørt af alle ordene fra mine veninder, og jeg boblede af taknemmelighed. Det er virkelig vigtigt at stoppe op og snakke om, at man er glade for hinanden, og sætter pris på venskabet. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at denne fantastiske bog kan redde selv den mest triste gråvejrsdag, og jeg knuselsker den allerede.

Jeg tænker, at bogen især er perfekt at give til en rund fødselsdag, i bryllupsgave, til dimision eller en "bare fordi"-gave. Den er smuk udenpå og indeni, og jeg er sikker på, at den beriger alle, der modtager den. Jeg er i hvert fald taknemmelig for bogen, og for de dejlige mennesker, jeg har i mit liv; "Mine Venner".

Ingen kommentarer:

Send en kommentar