onsdag den 31. oktober 2018

YA-event med Kristina Aamand, Malene Sølvsten og Lise Villadsen

Reklame - Invitation til eventet 

Lørdag den 27. oktober var jeg inviteret til et YA-event (Young Adult) med tre danske forfattere; Kristina Aamand, Malene Sølvsten og Lise Villadsen. Arrangementet blev afholdt af forlagene CarlsenPuls, Gyldendal UNG og Høst&Søn. Det foregik i Bella Centeret i forbindelse med Bogforum, og forfatterne blev interviewet af Kathrine.

Det startede stille ud med nogle spørgsmål, der skulle give et indblik i forfatternes tanker. De blev blandt andet spurgt om, hvilken forfatter (død eller levende) de ville møde i virkeligheden, og hvad de ville sige til vedkommende. Lise Villadsen ville gerne møde Stephen King til en snak over burger og fadøl, hvor Malene Sølvsten ville møde Elizabeth Gilbert, og være for starstruck til at sige noget, så ville Kristina Aamand gerne møde Fey Weldon.

Herefter snakkede de om YA-genren, og hvorfor de skriver i lige netop den genre. De fortalte at genren rummer en kernefølelse af det at være ung, hvor man ikke ved, hvem man er, eller hvor man er på vej hen. De er alle glade for, at genren endelig er ved at blive ordentligt anerkendt, og de mener, at ungdommen er et vigtigt tidspunkt at få folk til at læse på. 

I forhold til de emner, man kan berøre i genren, så blev de spurgt, om der er nogle emner, der er for svære at nærme sig? Her endte de ud i en debat om, at der kan være emner, der er svære at berøre, men de er også vigtige, og derfor skal man så vidt muligt prøve på ikke at skabe had eller modstand, når man berører de emner. "Ord er jo farlige" - citat Malene Sølvsten.

Debatten førte videre til en generel snak om deres skriveprocesser, og hvorvidt det er en følelse, fortælling eller karakter, de skriver ud fra, når de skal starte en historie. Derefter introducerede de hver især deres nyeste udgivelse indenfor deres forfatterskab; Kristina Aamands "Mørke rum", Malene Sølvstens "Ravnenes hvisken 3", og Lise Villadsens "Tigerhjerte".

De sluttede af med at fortælle lidt om, hvad de arbejder på nu, og det var alt sammen meget spændende! Efter interviewet kunne vi få signeret vores bøger, og da Malene Sølvsten allerede har signeret alle mine bøger af hende, så manglede jeg kun fra Lise Villadsen og Kristina Aamand. Det var et interessant arrangement, og jeg er taknemmelig for invitationen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar