søndag den 14. oktober 2018

Tip: Sådan bliver du klar til readathon!

(Nogle af bøgerne i dette indlæg er modtaget som anmeldereksemplarer)

Skal du deltage i readathon for første gang? Har du deltaget før, men mangler du et par tips? Hvor mange bøger skal man læse, er der brug for flere snacks, skal man holde sig vågen hele natten? Disse og mange andre spørgsmål har jeg forsøgt at besvare i dette indlæg. Jeg deler mine erfaringer fra Dewey's Read-A-Thon, som jeg har deltaget officielt i 4 gange (Efterår 2014, Forår 2015, Efterår 2015, Efterår 2016). Siden da har det været mere uofficielt og kun i et par timer. 

Hvad er Dewey's Read-A-Thon?
Dewey's Read-A-Thon er en form for læsemarathon, der foregår halvårligt (april og oktober). Datoerne for disse ligger på den officielle hjemmeside, hvor man også kan tilmelde sig som læser. Det foregår typisk en lørdag, og så sætter folk sig fra hele verden ned i 24 timer og læser - på sin vis helt alene og alligevel i et samlet fællesskab. I løbet af de 24 timer er der forskellige konkurrencer og aktiviteter på de sociale medier, som man kan deltage i, hvis man har lyst. Her I Danmark er starttidspunktet for Dewey's Read-A-Thon klokken 14, og så læser man så meget, man har lyst til, eller så længe man kan, indtil klokken 14 dagen efter. 

Selvom jeg har taget udgangspunkt i Dewey's Read-A-Thon, så kan følgende tips sagtens bruges i alle andre slags readathons; formålet er jo oftest det samme. 


"Bliv klar til readathon!"
Denne liste er en form for huskeliste, så du bliver helt klar til at læse og fordybe dig under et readathon.
  • Lav en læsestak. Sammensæt en bunke af bøger, som du har lyst til at læse i løbet af den tid, som readathon forløber sig over. Jeg vil anbefale en god blanding af tynde og tykke bøger, samt forskellige genrer, så du nemt kan skifte, hvis du trænger til noget andet i de sene nattetimer.
  • Sæt et læsemål. Der er nogle, som godt kan lide at have et læsemål for deres readathon. Hvis du har lyst, så kan du sætte et læsemål for dig selv, og efter endt læsning kan du gøre op med, om du har nået det eller ej. Jeg plejer ikke selv at gøre dette, men jeg kender andre bloggere, der nyder at have et mål med læsningen.
  • Sørg for snacks. En af de vigtigste tips jeg har til dig er, at du aldrig må gå ned på snacks! Det kan virke helt vanvittigt at handle ALT ind til snacks, men du ved aldrig helt, hvad du har lyst til, før du sidder midt i læsningen, og craver de mærkeligste ting. Jeg har altid lidt af hvert af både sunde og usunde snacks - så er man på den sikre side! Dette gælder selvfølgelig også drikkevarer.
  • Planlæg din mad. Hvis dit readathon involverer mange timer, så bør du tage forhold for mad. Dewey's plejer f.eks. at indebære både aftensmad og morgenmad, og det er altså rart, hvis man har besluttet sig på forhånd, hvad man skal have. Et godt tip fra en læser til en anden er, at aftensmaden skal være så let som muligt (her anbefales takeaway).
  • Brug dine (læse)briller - hvis du ejer nogen. Ens øjne kan godt blive ret trætte af at læse så meget, så hvis du ejer (læse)briller, så brug dem! Dine øjne vil takke dig dagen efter.
  • Ifør dig komfortabelt tøj. Det er længe, at man skal sidde og/eller ligge, så det er virkelig en god idé at være iført noget rart tøj. Det kan være nattøj, joggingtøj, sweater - eller noget helt fjerde. Du skal have det behageligt, så det ikke bliver et problem med stramtsiddende tøj efter en masse snacks.
  • Hold pause. For din egen skyld bør du holde regelmæssige pauser fra læsningen. Om det er for at hente mad eller snacks, gå på toilettet, eller gå en tur, så er det vigtigste, at du får holdt dem, når du føler behov for det.
  • Træk frisk luft. I forlængelse af at holde pause, så er det en god idé at trække lidt frisk luft indimellem - eller måske endda gå en tur, hvis du har overskud til det. Så får du frisk ilt til hjernen, og kommer lidt ud. Et tip her er at høre en lydbog imens, så læser du jo faktisk stadig!
  • Læs så længe du kan. Alle er forskellige, og du behøver langt fra at være oppe hele natten for at kunne deltage i readathon. Du kan nøjes med at læse, ligeså længe du kan, og hvis du bliver for træt, så kan du gå i seng, og så læse videre, når du står op dagen efter. Jeg plejer at trække den så længe jeg kan, sove et par timer, og så læse videre om morgenen igen.
  • Deltag i fællesskabet. Der er ofte mange aktiviteter og konkurrencer i løbet af et readathon, og hvis du har lyst til at være fælles om læsningen, så vil jeg varmt anbefale dig at deltage. De plejer at uddybe, hvad man skal gøre for at være med, og så kan man samtidig møde læsere fra hele verden ved at kommentere på deres opslag.
  • Opdater på de sociale medier. Hvis du har profiler på de sociale medier, så kan du med fordel opdatere dine følgere om din læsning. Mange bloggere laver indlæg, der bliver opdateret i løbet af dagen, og mange andre lægger stemningsbilleder ud på Instagram. Der er ofte også bestemte hashtags til readathon, så find de relevante og brug dem. Jeg bruger f.eks. #readathondk for at følge andre danske læsere undervejs.
  • Læs med en ven. Hvad er sjovere end at læse selv? Selvfølgelig at læse med ens læsebuddy! Du kan med fordel planlægge, at I læser en af de samme bøger, og snakker om den efterfølgende. Malene og jeg har ofte læst sammen til readathon, og det har været en fornøjelse hver gang.
  • Hyg dig. Formålet med readathon er at læse og hygge sig. Så uanset hvor meget du vil deltage, så er det vigtigste, at du hygger dig imens. Nyd tanken om, at mange andre mennesker sidder og læser på samme tid som dig. Det er da lidt magisk, ikke?
God læsning! 

6 kommentarer:

  1. Du kommer med nogle virkelig gode tips. De er også brugbar for en, som mig, der mener hun har styr på alt :P
    Glæder mig vildt meget til næste weekend!

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak søde! Det er jeg glad for at høre :D
      Rigtig god fornøjelse <3

      Slet
  2. Hvor er det nogle fine tips! Jeg er i hvert fald helt enig i dem alle :)

    SvarSlet
  3. Gode tips. Det er herligt at kunne deltage igen :)

    SvarSlet