fredag den 12. oktober 2018

"Mørke rum" - Kristina Aamand

Mørke rum Kristina Aamand
Mørke rum Kristina Aamand
Original titel: Mørke rum - Forfatter: Kristina Aamand - Forlag: CarlsenPuls - Sidetal: 231
Anmeldereksemplar fra CarlsenPuls.

""Det er jo forfærdelig synd for de piger, men når man leger med tændstikker, kommer der ild." Sophia har sin mors ord med sig, da hun starter i sygeplejepraktik på Klinikken for Sexovergreb. Bærer kvinderne virkelig en del af ansvaret for, at de er blevet overfaldet? Sophias veninde Maysun har regnet det hele ud: Det gode liv betyder ingen sex før ægteskab, et godt job som financial controller og en succesfuld forretningsmand som fremtidig ægtemand. Har hun regnet rigtigt? Parvatis forældre har accepteret et ægteskabstilbud fra en passende bejler. Han møder Parvati med venlighed. Men kan hun leve op til sin mands forventninger? Elias er Sophias storebror: fornuftig og ansvarlig, og så skal han være læge. Elias drømmer om Nanna, men da han endelig har hende på tomandshånd, bliver drømmen til et mareridt. Og så er der pigen, der ligger i sin seng alene om natten – indtil døren til hendes værelse går op, og hun svæver ud af sin krop. Hvem skal hjælpe hende?"

"Mørke rum" er en barsk fortælling, men den er også rigtig vigtig! Den berører overgreb og voldtægt, samt alle de gråzoner, der er at finde der, og samtidig viser den også uretfærdigheden i hele den debat. Kristina Aamand skriver hjerteskærende og ærligt, og jeg var revet med fra start til slut med et konstant bankende hjerte. Det var især Sophias og Parvatis historie, der virkelig rørte noget i mig, mens jeg var lidt mindre berørt af Maysuns og Elias, men derfor var de stadig relevante at læse om.

Jeg elskede, at bogen portrætterede noget herhjemme, samtidig med at den viste et helt andet liv i Kalkotta. For min skyld kunne forfatteren skrive en hel roman om kun dét, og jeg ville sluge det råt. Det er sådan et liv, der er helt forskelligt fra vores eget (i hvert fald for mange af os), og det sætter virkelig ting i perspektiv. Dét er noget af det bedste en bog kan gøre for mig.

"(...) Vi kan ikke beskytte os mod alt. Nogle gange rammer stenen forruden lige akkurat der, hvor det hele bare revner." - citat.

Dog ville jeg ønske, at romanen var lidt længere. Ikke fordi jeg nød hjertesmerten ved læsningen, men netop fordi at jeg følte den smerte. De forskellige historier er så vigtige, og jeg ville gerne have været endnu mere under huden på blandt andet Maysun og Elias. Uanset hvad, så skriver Kristina Aamand virkelig fængende, og jeg glæder mig virkelig til at læse mere af hende.

2 kommentarer:

  1. Lyder som en spændende bog, en jeg bør læse.:-)
    Jeg har arbejdet indenfor området og hjulpet en del misbrugte, så vil gerne have læst "Mørke Rum".
    Ønsker dig en smuk solskinsdag med varme og smukke efterårsfarver:-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Den kan virkelig varmt anbefales!
      God solskinsdag til dig også, søde Tina :)

      Slet