lørdag den 15. september 2018

"Den som blinker er bange for døden" - Knud Romer

Den som blinker er bange for døden Knud Romer
Original titel: Den som blinker er bange for døden - Forfatter: Knud Romer - Forlag: Lindhardt&Ringhof - Sidetal: 176

"Barndommen er hjemsøgt af fortidens spøgelser: En altdominerende mor, som har fået Jernkorset og lever med minderne om et liv i luksus i den preussiske landadel, og en far som er forsikringsmand og forsøger at holde sammen på det hele ved at forsikre hver eneste ting på jorden. En familie der lukker sig om sig selv i angst og sorg og vanvid. Romanen beskriver hvordan den sociale eksklusion og ensomheden i en kvælende, dement provinsby bliver imødegået af et barn, der bygger sit eget univers op af fantasmer og poesi og uendelig livslyst i forsøget på at finde en vej ud af mareridtet og ind i verden."

Knud Romer kan skrive, og selve fortællingen fungerer fint - personligt er jeg i forvejen lidt skeptisk omkring selvbiografier, og hele hans historie sagde mig ikke så meget. Der var få steder, hvor man som læser bliver berørt, og tænker over situationer, mennesker og livet generelt. Disse steder nød jeg at læse, men for mig var der langt i mellem dem, og jeg endte med en okay læseoplevelse.

Selvom historien foregår på et andet tidspunkt (dog ikke så fjern fra vores egen tid), så er der mange ting, man som læser stadig kan genkende på den ene eller anden måde. Børn kan stadig være onde og forfærdelige, men det kan voksne rent faktisk også. Det formår Knud Romer at portrættere på hjerteskærende vis, hvilket var det mest bemærkelsesværdige ved bogen for mit vedkommende.

"Der lyste sankthansormene op i mørket, de glimtede på græsplænen som stjerner og dannede et stjernebillede, Orion. Vi stod i lang tid og så på det, sankthansormene krøb deres vej, og langsomt gik stjernebilledet i opløsning og blev svagere og forsvandt." - citat.

Jeg er dog ikke blevet overbevist om, at selvbiografer kan noget særligt endnu. Knud Romers historie (eller hans families for den sags skyld) kunne ligeså godt have været enhver andens - den rørte mig ikke på samme måde, som fiktion ofte gør. Dog tror jeg, at hvis man er til den slags bøger, så er den bestemt et læs værd.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar