torsdag den 17. maj 2018

"Når ingen hører dig skrige" - Stephanie Perkins

Når ingen hører dig skrige af Stephanie Perkins
Når ingen hører dig skrige af Stephanie Perkins
Original titel: There's Someone Inside Your House - Forfatter: Stephanie Perkins - Forlag: CarlsenPuls - Sidetal: 301
Anmeldereksemplar fra CarlsenPuls.

"Det er næsten et år siden, at Makani Young flyttede ind hos sin bedstemor langt ude på landet i Nebraska, og hun er stadig ved at finde sig til rette med sit nye liv. Og hun er stadig jaget af sin fortid i Hawaii. En efter en bliver hendes medstuderende på byens lille high school myrdet i en række brutale drab, og imens politiet jagter morderen, breder uhyggen og usikkerheden sig, og Makani bliver tvunget til at forholde sig til sine egne mørke hemmeligheder."

Det var med blandede forventninger, at jeg så frem til at læse den her. Jeg er vild med Stephanie Perkins' skrivestil, og selvom det ikke er en kærlighedshistorie, der er i centrum i denne bog (som hendes tidligere bøger), så skriver hun stadig fængende. Jeg troede dog, at fortællingen ville være mere uhyggelig end den rent faktisk var - for den er nok nærmere det, man kalder 'splatter-agtig' end decideret gyser-uhygge.

Selvom bogen er spændende, så var der et par præmisser i den, som jeg desværre ikke var helt med på, samt nogle detaljer, der ikke helt blev forløst. Jeg følte ikke noget for hovedpersonen Makani, og den eneste karakter, som jeg var oprigtigt interesseret i var Ollie. Stephanie Perkins kan bare noget med de der fiktive kærestematerialer. Når det så er sagt, så var det en okay historie, men for min skyld, så må forfatteren gerne holde sig til kærlighedshistorierne fremover, da det er virkelig er dér, hun kan noget.

"Rædslen var omsider ved at sprede sig udad. Hvis majsmarken var et hav, var skrigene dets bølger. Folk styrtede manisk og febrilsk gennem de tørre planter." - citat.

Undervejs i fortællingen er der nogle hemmeligheder, der bliver afsløret, og her blev jeg desværre skuffet. Jeg havde måske forventet noget vildere, men det trak læseoplevelsen lidt ned for mig. Hvis man er til splatter-genren, så vil jeg dog mene, at den absolut er en læsning værd, da den virkelig ikke lægger skjul på detaljerne, og blodet der flyder...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar