onsdag den 23. maj 2018

Forårsfest hos Forlaget Carlsen

Reklame - Invitation til eventet

Fredag den 18. maj tog jeg til København for at deltage i den store forårsfest hos Forlaget Carlsen. Jeg mødte Kathrine ved indgangen, og sammen fulgtes vi op i de festlige lokaler, hvor vi blev budt på iskolde velkomstdrinks. Herefter tog vi et kig på de seneste udgivelser, der er blevet udgivet hos forlaget siden efteråret, og diskuterede de mulige kandidater til at vinde Carlsenprisen 2018...


.. og da Carlsenprisen skulle uddeles, så endte det faktisk med at blive en af de kandidater, som jeg selv havde haft i tankerne. Forlagschefen Christian Bach holdte først og fremmest en tale, der ligesom bekendtgjorde, hvorfor det er så vigtigt med en pris, der hylder børne- og ungdomslitteraturen. Prisen blev stiftet sidste år, hvor den gik til forfatteren Sarah Engell, men prisen kan også sagtens gå til andre folk end forfattere, så længe de har en betydning indenfor genren: oversætter, illustrator, redaktør m.fl. Prisen, der udover en fin statuette og et beløb på 50.000kr, bliver uddelt en gang om året til et menneske, der med sit virke bidrager til børne- og ungdomslitteraturen i Danmark.

I år blev det Sebastian Klein, som vandt prisen, og han har enormt ydmyg og rørt over det. Forlagschefen udtalte følgende begrundelse til, hvorfor det lige netop var ham, der fik uddelt prisen: "Det er svært ikke at blive smittet af begejstring, når Sebastian fortæller om dyr. Både i bogform og live. Man kan mærke, at manden brænder for sit område. Sebastian har bidraget til store læseoplevelser for masser af børn. Også de dér drenge, som det normalt er svært at få til at læse. De hiver oven i købet selv bøgerne ned fra hylderne. Imponerende. (...) Med serien om de vildeste, farligste, fantastiske og mærkeligste dyr, har Sebastian hævet barren for, hvordan man kan undeholde - samtidig med, at man oplyser. Hvordan man kan servere kompliceret stof i anerkendende børnehøjde."


Bagefter var det tid til middag og fest. Jeg havde den fornøjelse at sidde med de rareste og skønneste borddamer, som i øvrigt alle sammen er forfattere: Sandra Schwartz, Ditte Wiese og Puk Krogsøe. Vi spiste lækker tapas, og der blev tanket godt op på vin og champagne. Da det blev tid til quiz, så kaldte vi os selv for team "Oller Cava" (lidt boblende er man vel?), og selvom vi ikke løb afsted med sejren, så endte vi alligevel heller ikke på sidstepladsen, men et godt sted midt i mellem.

Det var en herlig aften i godt selskab, og jeg fik talt med mange andre inspirerende folk i forlagsbranchen - lige fra illustratorer, til redaktionsassistenter og SoMe-managers. Generelt indeholder den branche enormt mange interessante mennesker, og jeg nyder at dykke ned i deres univers fra tid til anden. Tak for endnu et skønt event!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar