tirsdag den 17. april 2018

"Hver dag" (Every Day #1) - David Levithan

Hver dag af David Levithan
Hver dag af David Levithan
Original titel: Every Day - Forfatter: David Levithan - Forlag: Gyldendal - Sidetal: 340

"A vågner op i en ny krop, i et nyt liv hver dag. Han ved aldrig på forhånd, hvis liv han skal leve, eller hvor personen bor. Det har været sådan, siden A blev født, og han har for længst lært at leve med det. Han har endda opstillet et par simple regler for sig selv: knyt dig ikke til nogen, gør dig ikke bemærket, bland dig ikke i noget. Og det går helt fint – indtil den dag A havner i Justins krop og møder hans kæreste, Rhiannon. Fra det øjeblik kan A ikke længere leve efter sine regler, for A har endelig fundet en, som han har lyst til at være sammen med hver dag."

Jeg har haft "Hver dag" stående på bogreolen i et par år, men jeg har været for nervøs til at læse den. David Levithan er en af de forfattere, hvis skrivestil jeg beundrer, og skrivestilen i denne fortælling fortjener også 4 stjerner. Selve historien var interessant, men der er en del plothuller, som man efterfølgende undrer sig over, og som læseren ikke får svar på - desværre.

Når det så er sagt, så er jeg vild med hovedpersonen A, og hele bogens princip om, at man ikke bør dømme folk på hverken deres køn, etnicitet, familie eller lignende. Fortællingen prøver at hylde diversiteten, og A gennemlever mange forskellige personers hverdag, og har derfor en del livserfaring på dén måde. Rhiannon derimod er lidt sværere at holde af, men på den anden side, så afspejler hendes fordomsfuldhed også mennesker generelt, hvilket giver god mening.

"Det er en særlig form for samtale - du kan lære meget om folk ud fra de historier, de fortæller, men du kan også kende dem på deres måde at synge på, om de kan lide at have vinduerne oppe eller nede, om de lever efter et kort eller efter verden, om de føler havets kalden." - citat.

Selve kærlighedselementet i bogen er meget klassisk for genren, og det er derfor As underlige tilværelse, der bliver mysteriet sammen med mennesker, der hævder, at de har været "besat" af nogen eller noget - måske endda djævlen? Jeg nød at læse bogen, den var hurtigt læst, og David Levithan skriver så skønt, beskrivende og en anelse livsfilosoferende. Den kan også anbefales, hvis man har lyst til at se filmatiseringen bagefter (der dog er lidt anderledes end bogen).

Ingen kommentarer:

Send en kommentar