onsdag den 21. februar 2018

Postkort fra Roatán (Honduras)

(14-11-2017)

Kære dig,
Jeg sender hermed et postkort fra Roatán, Honduras. Det var vores første dag fra krydstogtskibet, hvor vi kunne gå i land. Vejret var dog overhovedet ikke med os, så selvom det var lunt, så regnede det helt forfærdeligt... Det gav os lidt begrænsede muligheder, men vi valgte at tage med en taxa, som kunne køre rundt og vise os øen.

Undervejs på rundturen stoppede vi ved en lille dyrepark. Vi kunne komme ind til de forskellige dyr og enten have dem siddende på skulderen eller prøve at holde dem. Jeg havde en abe og en papegøje på skulderen, og så fik jeg lov til at holde Alex, som er deres dovendyr. Det er et af de sødeste dyr i virkeligheden - den er blød, føles lidt som en bamse, den kan lide at sove, og så ser den bare SÅ sød ud. Hvorfor har vi ikke dovendyr derhjemme?

Vi kørte forbi den største by på Roatán, der hedder Coxen Hole (angiveligt navngivet efter en pirat), som ligger på sydøstsiden af øen. Den havde ikke så fine strande, som vi havde forventet, men derimod lå der en del butikker langs stranden. Vi kørte igennem mange fattige områder på øen, men vi så også indimellem huse, der måtte ligge i den høje prisklasse.  Folkene på øen taler som udgangspunkt spansk, og vores taxachauffør fortalte, at de umiddelbart lever og klarer sig på grund af turismen.

Efter køreturen blev vi sat af tæt på færgen, hvor der lå en masse butikker, og eftersom vejret ikke var med os, så kiggede vi dem igennem. Min lillebror Tobias havde lyst til at prøve en vaskeægte kokosnød, og det fik han lov til - jeg tror ikke, at den var så god, som han havde drømt om. I butikkerne måtte Mads og jeg på jagt - vi køber nemlig altid en magnet fra hver by, vi besøger, så den skulle vi have fundet - og efter lang tids søgen lykkedes det.

Eftersom vejret lidt tog humøret fra os, valgte vi at gå ombord på krydstogtskibet igen for at spise frokost, og så krydsede vi fingre for, at vejret blev bedre til næste destination på rejsen...

Jeg håber at du har det godt, og jeg ville ønske at du kunne være her. Vi ses snart.

Kram fra Rikke

2 kommentarer:

  1. Tak for postkort! Helt som et ægte, flere måneder undervejs :) :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var så lidt! Og ja - lige præcis ;)
      Der er tre mere på vej..

      Slet