lørdag den 3. februar 2018

Anbefaling: "Arbejde" udenfor hjemmets fire vægge


Jeg har egentlig kun gjort det et par gange, det dér med at "arbejde" udenfor hjemmet, men jeg er allerede blevet kæmpe fan! Selvfølgelig har jeg siddet på universitetet og ordnet opgaver, læsning og andre studierelaterede ting, men andet "arbejde" som bloggen, og andre løse ting på computeren, kan man sagtens lave andre steder end derhjemme - og så endda med et par fordele.

For nyligt tog jeg et spontant smut ned på Speltfar, da jeg så på Instagram at to af mine medbloggere, Anja og Freja, ville være at finde der. Det endte med at blive en rigtig hyggelig eftermiddag, hvor vi fik snakket om løst og fast, spist lidt lækker frokost, og samtidig fik jeg ordnet en masse ting. Ofte er det sådanne ting, man udskyder at ordne i en travl hverdag, og det var simpelthen så rart at få det ordnet - og så var det endda i godt selskab!

Udover at man sidder i en anden atmosfære, når man arbejder udenfor hjemmet, så er der selvfølgelig mulighed for at tilkøbe mad og drikke, alt efter hvor man ender henne. Fordelen er, at man ikke skal røre en finger selv, ulempen er jo så, at det ofte er lidt dyrere, end hvis man ordnede det derhjemme. Det er dog rart indimellem ikke at skulle tænke på det, så man netop kan fordybe sig i sit arbejde, og så lade andre sørge for provianten.

Det føles også, som om at der er en anden tidsbegrænsning udenfor hjemmet. Jeg føler, at jeg bliver nødt til at være lidt mere produktiv, hvis jeg sidder på en café, da jeg jo ikke kan optage pladsen i evigheder. Hvis jeg alligevel bare sidder derhjemme, så kan overspringshandlinger hurtigt tage fat, og så er det, at der går langt imellem blogindlæggene.

Selvom det ikke er noget, jeg tænker at gøre særlig tit, så vil jeg alligevel prøve at arbejde lidt mere udenfor hjemmet - især i forhold til bloggen. Allerede nu føler jeg, at det giver mig ret meget. Derfor er anbefalingen nu givet videre - prøv at ordne praktiske ting eller andet arbejde andre steder end hjemme hos dig selv (eller på universitetet for den sags skyld, det bliver så ensformigt, ikke?). Der er bare noget særligt over det, og jeg undrer mig over, at jeg ikke har prøvet det noget før...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar