fredag den 5. januar 2018

Tid (eller mangel på samme), frustration, studieskift, at sige nej og fremtiden?


Det er (næsten) fredag aften, og jeg sidder alene i min lejlighed med ondt i maven og forgrædte øjne. Jeg har afleveret en skriftlig eksamen i dag, som vi havde tre dage til. Der er én eksamen tilbage i dette semester, for mit vedkommende den 19. januar, og det er den, jeg frygter allermest. Af ren nysgerrighed tog jeg et kig på fagbeskrivelsen til ét af de tre fag, jeg skal have næste semester, og det slog mig helt ud af den. Kan jeg overhovedet klare det her?

Jeg læste Litteraturvidenskab på Syddansk Universitet som min bachelor med tilvalg i Æstetik og Kulturanalyse. Det var spændende, det var hårdt og til tider langhåret, og selvom der var op- og nedture, så klarede jeg det faktisk okay - og jeg havde mig selv med hele vejen. For at gøre min profil bredere, og af en forkærlighed for kommunikation, valgte jeg at søge ind på et helt andet studie på min kandidat, nemlig International Virksomhedskommunikation (IVK).

Jeg var dog overhovedet ikke sikker på, at jeg ville blive optaget. Over halvdelen der søger, kommer ikke ind, og halvdelen af dem, der søger, har læst IVK på deres bachelor - så de har det, man kalder "retskrav". Derudover ville folk fra andre studier (som mig) blive vurderet ud fra gennemsnit samt en motiveret ansøgning, så jeg satte ikke forhåbningerne alt for højt - men jeg endte med at blive en af de få heldige, der rent faktisk blev optaget, og jeg var så lykkelig og lettet.

Kandidatuddannelsen er altid kendt for at være mere hård en bacheloren, men eftersom jeg også tog et skift i min uddannelseskurs, blev jeg nærmest kastet ud af banen. IVK er enormt spændende, og jeg lærer en masse, som jeg virkelig føler, at jeg kan bruge til noget. Det er bare lige dét, at det er pisse hårdt, og det slider på mig. Det seneste halve år har været det travleste halve år i hele mit liv. Ikke nok med, at jeg ikke har nogen relevant baggrund i forhold til virksomhedskommunikation (som f.eks. handelsskole-uddannelse eller andre relevante bachelorretninger), så har jeg også skulle lære at strukturere min læsning og planlægning til punkt og prikke - og det var her, at der ikke var tid til at trække vejret, som jeg har pebet lidt op omkring de sidste par måneder.

Der har været flere dage og nætter, hvor jeg er brudt sammen i gråd over det hele, og egentlig ikke har kunne sætte ord på det. "Det er nok bare fordi jeg har så travlt, og det går snart over". Folk er søde, og siger, at jeg skal passe på mig selv, men hvordan gør man egentlig dét? Det er minimalt, hvad jeg har haft af fritid. Jeg læser ikke længere, og jeg har sjældent tid til at blogge eller læse blogs. Problemet ved dét er, at det er ting, jeg gør for at koble af. Mange folk ser film eller serier for at koble af, men jeg læser gerne en bog, og tager til et andet univers for en stund. Det har der simpelthen bare ikke været tid til, og hvis der har været en lille smule tid, så skreg min krop efter at sove. For på søvn-kontoen er jeg også i minus.

Jeg har altid set mig selv som et meget socialt og udadvendt menneske, men de sociale komsammener har næsten kun bestået af få gensyn med veninder og ellers med medbloggere til diverse events, som er planlagt langt nok ude i tiden til at passe ind i kalenderen. Jeg savner at se mine veninder, for jeg ser dem så sjældent nu - og hvor god en veninde og kæreste er jeg lige, når der aldrig er tid? Derudover har jeg før i tiden aldrig haft behov for bare at være hjemme og 'koble af', men nu skriger mit indre efter det. Dét, som jeg tit har hørt mange folk tale om, men aldrig selv har kunne relatere til. Det kan jeg nu, og det skræmmer mig.

Dog må jeg også erkende, at jeg har været for dårlig til at sige nej. Nej til ting, der kræver min tid og opmærksomhed, og nej til ting, hvis jeg ikke haft overskud eller sovet nok, og nej til ting, når min krop har sagt stop. Det skal jeg blive bedre til i det nye år. I skrivende stund har jeg sat en stopper for de frivillige ting, som jeg før var en del af. Ikke fordi det umiddelbart giver mig mere tid, men så er det der bare ikke.

Men grunden til at jeg sidder og græder lige nu, er fordi jeg virkelig har kæmpet mig igennem de seneste seks måneder. Jeg har virkelig gjort en indsats, og studiet er virkelig så spændende, at jeg også bare gerne vil gøre det godt. Jeg vil være god til det der kommunikation. Men jeg hænger i en tynd tråd, og jeg har næsten ikke mig selv med længere. Og hvad gør man så?

Jeg begik den fejl at kigge på fagbeskrivelsen for bare et enkelt af fagene til næste semester. Det var en mavepuster. Det lyder sindssygt spændende, men vi skal lægge rigtig mange timer, arbejde og hårdt slid i det, og vi skal læse ligeså meget pensum. Så min tid er igen forudbestemt til at være givet bort.

Der ligger mange timer og knokleri i en kandidat-uddannelse, og det skal selvfølgelig ikke være en dans på roser. Det er ikke for at brokke mig, men mere for at give udtryk for, at det måske ikke er alle, der er egnet til universitetet. Jeg føler mig slet ikke udrustet nok til at tage et semester mere, hvis jeg skal køre på samme niveau som nu. Det vil muligvis knække mig, og jeg er så bange for, at jeg ikke kan klare det. At jeg skal give op. At jeg skal finde en anden mulighed... For hvis jeg ikke skal det her, hvad fanden skal jeg så?

19 kommentarer:

  1. Intet om hvad du skal eller ikke skal gøre - bare et stort cyberkram i din retning <3

    SvarSlet
  2. Åha Rikke - ved lige præcis, hvad du gennemgår for har været præcis samme sted. Du skal lære at prioritere. For selvfølgelig kan du klare næste semester og dets fag - hvis du vil. Men du gaber over for meget end, hvad du kan lige nu. Sæt dig ned og ryd ud i det du gaber over. Hvad kan undværes/sættes på pause? Jeg bider mærke i det du skriver om du kan være en god veninde og kæreste, når du ikke har tid til dem. Men kan du være det, hvis du bare fortsætter med at køre videre som du gør nu? Det er på tide du trækker håndbremsen og lige skaber pusterum og plads til dig selv. For uden dig selv kan du ikke være noget for andre. Også selvom det betyder du må takke nej til sociale veninde-ting. Vigtigst af alt må du ikke se det som et nederlag eller at du er svag. Lige nu er du gang med få livserfaring og blive klogere på dig selv, som du kan bruge fremadrettet <3

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak for din besked og dine gode råd <3
      Jeg har netop ryddet ud i noget af det, jeg har brugt min tid på. Sagt fra og skåret fra. Så nu håber jeg, at jeg kan gøre hverdagen lidt bedre for mig selv fremadrettet - for ellers går det vist ikke...

      Slet
  3. Sender dig mine kæreste tanker og kram med ønsket om, du får et fredfyldt 2018 <3

    SvarSlet
  4. Din ærlighed er noget af det, jeg rigtig godt kan lide ved dig. Selvom jeg ikke er kommet videre end en HF, så kender jeg til følelsen af at mangle sig selv. Jeg kender ikke svaret på dine spørgsmål. Det tror jeg kun, du selv inderst inde kan finde. Men et kæmpe kram herfra til dig ❤️

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak Nadia - det er jeg virkelig glad for at høre <3
      Og kæmpe kram til dig også!

      Slet
  5. Det her indlæg piner mig, helt ind i hjertet søde.. Jeg kan mærke at du elsker din nye udd og at du virkelig gerne, vil gøre dit bedste.. Og på den anden side, kan jeg genkende dine følelser og tanker. Jeg har været der og desværre væltede mig verden, det ønsker jeg ikke for noget andet menneske i verden og slet ikke for dig.. Men du er ikke mig og jeg ved du er hammer sej. Du skal gøre hvad der føles rigtig for dig og så må du bare tage en dag af gangen. Jeg savner dig, men jeg forstår også hvor vigtig din udd er lige nu.. Jeg går ingen steder, men jeg synes det er svært at navigere i din verden.. men du skal vide at jeg kun et et opkald, en snap eller sms væk og jeg stiller gerne op, når du finder et hul. Det er vigtig for mig at sige at du skal huske at du kun er menneske og du kan ikke være den bedste hver eneste gang, hvis du også skal ha dig selv med.. Så slå bremsen lidt i og træk vejret.. hvad er det værste der kan ske..? 1000 varme tanker og søde kram til dig.. Jeg er stadig lige her og du har en særlig plads i mit hjerte.. <3

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak for din besked søde <3
      Jeg tror også, at jeg skal være bedre til at tage en dag ad gangen.. og jeg savner også dig. Det er måske heller ikke så vigtigt, hvor godt det hele går, hvis bare jeg kommer igennem det i sidste ende.
      1000 kram igen - du er noget helt specielt. Tak for dig.

      Slet
  6. Rikke altså - du fortjener sådan et stort kram. Både for din ærlighed men fordi du bare virker som et gennemført dejligt menneske. Jeg krydser fingre for, at du finder frem til den løsning, der er bedst for dig, så du atter får ro i maven og ikke skal gå rundt i en tilstand af stress og frygt.


    Mvh.
    Den lille Bogblog

    SvarSlet
    Svar
    1. Hvor er du sød - tusind, tusind tak. Jeg er så småt ved at få lidt styr på det og skabe et overblik, så jeg håber sådan, at det hele nok skal gå... <3

      Slet
  7. Puha det er en hård omgang! Jeg føler med dig! Hvis jeg skal være helt ærlig så ved jeg ikke om det studie jeg har valgt er det rigtige. Men nu er jeg så langt at jeg ikke kan se mig selv "give op" for sådan har jeg det også. Men hvis du sidder med hjertebanken og tårer i øjnene ved tanken om næste semester, så ville jeg nok revurdere beslutningen om den kandidat. Hvis ikke du kan have dig selv med i det, så synes jeg du skal overveje om det er det værd. Jeg håber du finder en løsning som giver rå i maven og mere søvn 😘

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg har det lidt på samme måde. Jeg mangler jo 'kun' et halvt års undervisning, og så er der praktik og speciale tilbage. Så jeg tror, at jeg hænger i og knokler - og så må jeg sætte mine forventninger til mig selv lidt ned..

      Tak søde <3

      Slet
  8. Jeg havde også en del besvær på min kandidat. Begyndte at blive angst hver gang jeg skulle time, så jeg knapt nok kunne følge med i undervisningen - eller være der for den sags skyld. Mine færdigheder styrtdykkede, og jeg fik kritik under mit speciale på grund af mine manglende evner til at skrive fagligt. Bleh. Men jeg bestod det skide speciale og klarede mig gennem, for som du selv siger: Hvad skal man ellers?
    Du har muligvis allerede gjort det, men måske er det en idé at tale med en studievejleder om din kamp for at følge med? :) De kan komme med gode råde eller har nogen, som de kan henvise dig til. Det blev jeg selv, og det hjalp mig i hvert fald en smule at få vendt tingene med nogen.

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh hvor forfærdeligt, men hvor er du sej, at du kom igennem det og fik styr på det til sidst! <3
      Jo, jeg burde nok booke en ny samtale, og håbe at de har nogle redskaber, jeg kan bruge fremadrettet.

      Slet
  9. Puh, det er meget at stå med - og jeg kender følelsen! Men alligevel er der noget befriende ved at læse dine tanker, der får mig til at huske, at man ikke er alene om den følelse. Flot skrevet!

    SvarSlet