lørdag den 18. november 2017

Magiske Odense: "Odense ZOO"


"Magiske Odense" er en indlægsserie, der tager udgangspunkt i mit liv og min færden i det eventyrlige Odense. Det vil indeholde anbefalinger af finurlige og bemærkelsesværdige steder, der er værd at besøge og eventuelle tips, der medfølger med sådan en henvisning. Det kan være alt lige fra sanseoplevelser, til smagsoplevelser eller bare steder, du bliver nødt til at vide eksisterer i den skønne by.

Et af de steder, som jeg bare kan besøge igen og igen, det er Odense ZOO. Uanset hvornår på året, uanset vejret og uanset de praktiske foranstaltninger, så gør det mig altid i godt humør at være i nærheden af dyr - og endda lære mere om dem. Derudover har de også unikke oplevelser i løbet af året - blandt andet til påske, halloween og jul - og så de tilbudte ting, der koster lidt ekstra, som at komme tæt på giraffer eller få en guidet tour bag kulisserne.


Det, som jeg ofte gør, når jeg planlægger en tur i zoo, er at lave (eller købe) en lækker madpakke og drikkevarer - og så er jeg klar til en tur blandt dyrene. Det hyggeliste er virkelig at spise frokost på samme tid, som dyrene bliver fodret. På billedet nød Mads og jeg vores salat, mens chimpanserne fik deres mad. Hvis jeg er der i længere tid, så kan jeg også sagtens fristes til at købe en vaffelis i en af isboderne.


Noget af det, som jeg virkelig godt kan lide ved Odense ZOO er, at de har så mange interessante dyr, der også har plads at udfolde sig på. Det er smukke skabninger, og man kan blive meget klogere på dyrene ved at læse skilte eller se dem blive fodret, mens man bliver informeret om de specifikke dyr.


Noget af det allernyeste, som Odense ZOO har fået, er kænguruer - og de er simpelthen SÅ søde. Derudover får deres dyr også jævnligt unger, så hvis man har årskort, så er der rig mulighed for at se dyrene som små, og følge dem indtil de bliver store. Sidst jeg besøgte stedet, der havde de fået en lille ny søko, som vist allerede er vokset en del siden...


.. Og så er der selvfølgelig også en masse aktiviteter for børn, samt legepladser og gedepladsen, hvor man kan klappe geder. Så en familietur ville helt klart være oplagt - og der er helt sikkert noget for alle at se. Mine personlige dyrefavoritter fra Odense ZOO er pingviner, zebramanguster, skildpadder og zebraer - og så er jeg selvfølgelig ZOOven (der har årskort).

  Odense Zoologisk Have ligger på Søndre Boulevard 306, 5000 Odense C.
Læs mere om deres åbningstider og lignende på deres hjemmeside lige her.

2 kommentarer:

  1. Åh, jeg elsker Odense Zoo <3 Fineste sted om sommeren især!

    SvarSlet
    Svar
    1. Virkelig! Jeg er der så tit om sommeren :D

      Slet