onsdag den 6. september 2017

August var.. væk, før jeg opdagede det


August forsvandt ligeså hurtigt, som den kom. Jeg havde et virvar af aftaler, og før jeg så mig om, så var min sommerferie slut - og dette betød også forberedelse til nyt studie. Der har været usædvanligt stille herinde, men det havde jeg også et lille tankemylder om for et par dage siden... Denne månedlige opsummering bliver kortere end normalt, da tiden er fløjet afsted, mit kamera har været gemt væk, og jeg skal faktisk også lige have læst lidt mere til studiet.


August bød dog på fejring af to skønne veninder. Søde Rikke holdte en intim fødselsdag i anledning af, at hun fyldte 27, og vi drak lækker frosé, spiste hjemmelavet pizza, og snakkede til langt ud på aftenen. Det er altid en fornøjelse at være i selskab med de søde piger fra bogklubben, og jeg ser allerede frem til næste gang.

Derudover blev skønne Sandra 24 år - så jeg tog et smut til Sønderborg for at fejre hende. Vi var tre veninder, der hyggede med raclette, mokai i lange baner, bezzerwizzer og quiz på playstation. Det var så skønt at bruge en hel aften i deres selskab - præcis ligesom i gamle dage, da jeg boede i byen. Derudover var det også bare rart at se min familie igen.

Jeg var også til den årlige familiekomsammen med min fars side af familien i Madsbyparken i Fredericia, og vi havde en rigtig skøn dag. Det var så dejligt at se dem alle sammen igen. Derudover har vi også været til fødselsdag ved Mads' kusine, og generelt været en del i Fredericia pga. forskellige gøremål.


Udover at kigge lidt rundt til H. C. Andersen festivalen, da den var her, så var jeg også til føråbning hos Storms Pakhus - det nye street food sted i byen! Det vil jeg hjertens gerne fortælle mere om, så der kommer et indlæg på bloggen snarest. Hvis I ikke kan vente, så har jeg skrevet en artikel om det hos studentermagasinet RUST, som kan læses lige her. Jeg kan godt afsløre, at jeg er fan!


Jeg planlagde også mine interviews til Fantasticon, hvor jeg skulle interviewe Malene Sølvsten, Nanna Foss og Boris Hansen - og styre en paneldebat om dansk ungdomslitteratur. Billeder og lidt skriv om dagen vil også se dagens lys på bloggen i nærmeste fremtid. Men forberedelserne til dette indebar også læsning af deres bøger - hvilket også tog et par timer af min august.

I september bliver der fart på - og september bliver hård. Studiestart og aftaler, arrangementer, deadlines osv. på næsten alle datoer i måneden. Mit nye studie og læsning dertil kommer til at tage en væsentlig kæmpe bid af min tid. Derfor skal jeg huske at glæde mig til dette: Efterårsrecepetion hos L&R, jeg skal drikke bobler med et par herlige bibliotekarer, interviewe Lene Kaaberbøl til Fantasyfestivalen i Esbjerg (gisp!), møde Jennifer Niven (ENDNU MERE GISP!), planlægge interview sammen med Louise Haiberg - og andre løse ting. Hvis jeg overlever denne september, så vil jeg være taknemmelig - send gerne varme tanker.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar