onsdag den 30. august 2017

Tankemylder #11 - Noget om bøger, bloggen, tid og mangel på samme


Jeg savner bøger. Ikke i den fysiske forstand - jeg har skam mange stående - men på alle andre måder. Jeg savner at have tid til at bruge den tid på dem. På at dufte til dem, røre dem og læse i dem. Tage pæne billeder til anmeldelser. Men det er den der tid, og den såkaldte "reading slump", som åbenbart har klynget sig fast til mig de seneste par måneder. Jeg savner at tænke i bøger og at blogge om bøger - men tiden har ikke været der, og tiden stjal så også lige inspirationen. Mine kreative tanker er mangelfulde, og jeg famler rundt i mørket efter mere tid. Tid til mine bøger.

Nu er sommerferien næsten slut for mit vedkommende, og jeg synes, at jeg påbegynder flere bøger, end jeg får læst færdig på nuværende tidspunkt. Ikke nok med, at jeg skal starte på et helt nyt studie - som kommer til at tage meget mere af min tid - så skal jeg jonglere med 2 jobs, samt en håndfuld frivillige ting, og lige finde et 3 job også, og nå ja, læse til det nye studie selvfølgelig. Derudover vil jeg gerne klemme sociale ting ind i kalenderen, udover deadlines på alle mulige ting, og diverse events som jeg gerne vil deltage i. Tiden slipper simpelthen ud af mine hænder.

Og manglende tid fører til frustration. For jeg savner at blogge om bøger, og jeg savner at 'være med' på de nyeste udgivelser. Så det er frustrerende, at tiden er en hæmsko om min fod. Jeg ved, at der har været en del personlige indlæg de seneste par måneder, men jeg har oplevet så mange ting - som ikke har indeholdt bøger. Når man vælger at hoppe på den personlige blog-bølge, så mister man selvfølgelig nogle læsere i faldet. Dem, som kun læser med for bøgernes skyld - men omvendt får man måske andre følgere, som læser med for det personlige. Men jeg kan ikke undgå at pege fingre ad mig selv: "Gider nogen læse med mere?", "Er det for personligt nu?", "Skal jeg skære ned på indlæg, poste lidt sjældnere, men så bare kun om bøger?". Tankerne er mange, og de er ikke altid så positive mod mig selv.

Jeg har også haft et par søvnløse nætter med triste tanker om bloggen. Får jeg overhovedet tid til den med mit nye studie? Med 2-3 jobs og de 4-5 frivillige ting, jeg jonglerer med. Skal jeg skære noget af det væk? Og hvis ja, så hvad? Det er så vigtigt for mit CV, at jeg har relevante ting på - der gør de frivillige ting underværker - men det er så vigtigt for min økonomi, at jeg har rigtigt arbejde, og gerne flere timer end det, jeg har nu. Men er tiden der til dét? Og hvis ikke, er det så bloggen, der må ryge i svinget?

Måske skal jeg bare lige over min "reading slump", og komme ind i en rutine igen, hvor der forhåbentlig kan blive plads til en bog i ny og næ. Men som langsom læser, så er tid en vigtig faktor, og jeg har behov for mere tid. Er er tilfældigvis nogen, der kan låne mig en tidsvender?

19 kommentarer:

  1. Jeg forstår fuldt ud dine tanker, og tror, at der er mange andre, som også kan nikke genkendende til det. Jeg nyder både dine personlige og boglige indlæg, og bloggen må endelig ikke gå hen og blive en stressfaktor - det skal jo helst være noget du nyder at lave. Dine læsere skal nok have forståelse for din travlhed og blive hængende, til du er klar, får mere tid eller føler dig inspireret igen, for du gør det godt søde Rikke! <3

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak sødeste Karina. Det håber jeg, at du har ret i <3

      Slet
  2. Jeg har rendt rundt med lignende tanker denne sommer. Jeg er ikke kommet til noget endeligt svar, men jeg nyder i hvert fald dine personlige indlæg rigtigt meget. Kram. <3

    SvarSlet
  3. Mangel på tid som sådan er en af mine faste følgesvende, så forstår dig 100 %, søde Rikke. Men bloggen er/skulle gerne være dit "fristed", hvor du skriver om bøger og andre oplevelser, som du også har skrevet et så fint indlæg om.
    Det kan være rigtig svært, at få enderne til at hænge sammen, og nogle gange er der mere tid end andre gange, og så er kunsten ikke at lade sig stresse, og sige til dig selv, at du skriver indlæg til bloggen lige så snart, at du kan.
    Personligt er jeg slet ikke til livsstils-bloggin, men jeg svinger dog ind i mellem alligevel forbi din blog fordi, at det er dig, på indlæg, som ikke er bøger - alle dine blogindlæg læser jeg ❤️��

    SvarSlet
    Svar
    1. Ups - altså jeg læger alle dine boglige indlæg ❤️��

      Slet
    2. Det har du ret i - nogle gange overtager ens egne forventninger til en selv bare det hele...

      Tak <3

      Slet
  4. Det forstår jeg godt, og jeg kan sagtens sætte mig ind i det! Det svinger også meget for mig. Somme tider er jeg virkelig tændt på bloggen og føler, at den kan føre mig mange steder hen, mens jeg andre gange tænker, at der alligevel ikke er nogen som læser den, og at det er tidsspild.
    Sådan som jeg ser det, er det vigtigste, at det du skriver om, er noget du glæder dig over, og at du nyder arbejdet med bloggen. Om det så handler om bøger eller om dig selv, så er det vigtigste glæden ved det, du laver - især fordi det er din fritid, du bruger på det og ikke noget, du modtager en løn for.
    Jeg tror også, at de fleste vil blive hængende, selv hvis du stopper med at blogge om bøger. Nu "kender" vi dig jo, og da vi er interesserede i DINE holdninger om bøger, er vi jo også interesseret i DIG :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja nemlig - det er sådan en cirkel af tanker, der bare kører rundt.

      Det har du ret i. Det må jeg lige huske mig selv på <3

      Tak :')

      Slet
  5. Jeg synes, at det er rigtig fint med de lidt personlige indlæg ind i mellem - men det er jog også en stil jeg selv dyrker. Jeg tænker, at det altid er rart at vide lidt om personen bag boganmeldelserne.
    Det med tiden kan jeg godt skrive under på! Mit ambitionsniveau mht. bloggen går langt ud over den tid jeg rent faktisk har. Men det gode ved en blog er, at man kan skrue op og ned for den tid man bruger så det passer til ens liv (og humør). Men det er sjovt nok altid når jeg har allermest travlt at idéerne vælter ind :-D

    SvarSlet
    Svar
    1. Det kan jeg nemlig også godt selv lide hos andre!

      Det har du ret i - og ja, sådan er det bare oftest. Jeg har også lyst til at skrive, men tiden og kreativiteten er bare væk.. d:

      Slet
  6. Du er så hammer sej, så jeg er sikker på du nok skal finde en god balance. Bare husk at pas rigtig godt på dig selv søde.. Det er så vigtig at man ind imellem har ro og tid til bare at være... tid til at nyde en bog og til at gøre de ting som føles rigtig. Desværre kan man ikke altid al ting..

    Krammer <3

    SvarSlet
  7. I understand how you feel-I aometimes have those thoughts when I get overwhelmed about something, like school, reading and such and sometimes feel let down about it. I hope you do find a good balance, take care of yourself and maybe one day you'll get that creativity back-i know I was very happy once I got mine back, I just read and when I can watch some good TV or bingewatch some of your favorite shows or something like that to help.

    SvarSlet
    Svar
    1. Thank you so much - I will try to take more care of myself and don't stress about it as much.

      Slet
  8. Kram herfra. Du skal nok nå det - ingen stress. Måske du kan snige en enkelt lydbog eller to ind imellem, hvis du har abstinenser? Det bruger jeg tit ifm. transport og praktisk arbejde.


    Mvh.
    Den lille Bogblog

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak. Det er en god idé - det må jeg blive bedre til. Kram <3

      Slet
  9. Jeg er virkelig det HELT samme sted, 3 jobs, frivilligt arbejde, fritidsaktiviteter, der tager al min tid. Føler nærmest ikke, jeg har tid til at trække vejret og overhovedet ikke at læse. Men jeg ved, at ligemeget hvad du ender med at gøre og beslutte, så bliver det helt sikkert fantastisk og jeg glæder mig til at følge med <3

    SvarSlet
    Svar
    1. PRÆCIS - hvorfor skal man overhovedet kunne trække vejret? Pfft. Overvurderet...

      Hvor er du sød, mange tak <3

      Slet