mandag den 7. august 2017

Min fredag på Grøn 2017


Fredag den 28. juli var der Grøn koncert her i Odense. Jeg var så heldig at få to billetter af sødeste Rikke, så Mads og jeg kunne komme afsted. Derudover havde jeg planlagt at holde forsinket fødselsdagsforfest sammen med Jeanette og Kristine, så de kom forbi inden vi tog hen til pladsen. Det var en skøn forfest, og hvis vi ser bort fra at jeg formåede at smadre en flaske shots inden vi kom afsted, så blev vi hurtigt klar. Vi gik hen mod pladsen med festivalstole over skulderen, og jeg gjorde mig mentalt klar til min allerførste gang på Grøn.


Vejret var ret svingende, mens vi var afsted, men størstedelen af tiden var det bare skyet. Der var lige nogle få regnskyl, men vi var alle sammen bevæbnet med et regnslag, så vi overlevede! Derudover kiggede solen faktisk også forbi, og jeg endte utroligt nok med at blive lidt brunere i ansigtet. Temperaturen var lige tilpas, så det eneste der kunne være bedre, var solens besøg - det måtte godt vare lidt længere...


Vi drak en masse øl, mens det var regnvejr, men da solen endelig var hos os, så slubrede vi lækre drinks fra Nohrlund (som tilmed var økologiske). Vi prøvede alle tre slags, og den røde var helt klart favoritten! Den orange smagte lidt for meget af gulerod, og den lyse var med ingefær, som jeg virkelig ikke kan lide. Dog måtte der godt have været lidt mere alkohol i for smagens skyld!


På madfronten prøvede jeg Fish & Chips for første gang nogensinde - og jeg var positivt overrasket! Det smagte rigtig godt, og dressingen passede bare så godt til. Som snack prøvede vi nogle minidonuts med flormelis, som også var ganske udmærket. Til aftensmad gik vi efter den simple løsning; pizza med pepperoni. Normalt er jeg mere pizza med skinke-typen, men deres pepperoni var heldigvis ikke så stærk, så jeg kunne sagtens spise den.


.. Og så var der selvfølgelig det vigtigste; musikken. Vi nåede kun lige at høre Scarlet Pleasure på afstand, mens vi var på vej hen til pladsen. Da vi så havde sat os godt tilrette, så startede Christopher sin egen fest på scenen, hvor Brandon Beal også dukkede op. Vi hørte S!vas // Ukendt Kunstner uden den store entusiasme, men dog gav vi den gas til L.O.C.. I mellemtiden spillede Bro, Skinz, Jeppe Loftager og Node 1-2 sange hver på Grøns nye scene, og det var helt klart til ære for det yngre publikum. Derefter var det tid til The Minds of 99, der gav den gas, smed balloner udover det hele og fik publikum med. Til at slutte hele arrangementet af var Rasmus Seebach, og han sang på bedste vis! (ja, jeg er fan).

Så alt i alt var det en rigtig god oplevelse til Grøn - dog kunne vejret som sagt have været bedre. Til næste år ønsker jeg mig lidt mere rock på programmet, samt nogle kvindelige artister. Så kan det være, at jeg skal afsted igen - hyggeligt, det var det i hvert fald!

2 kommentarer:

  1. Det var sådan en god dag, hyggede mig helt vildt og hold nu op, jeg er piv fræk.. ha ha :D

    Knus <3

    SvarSlet