fredag den 4. august 2017

Juli var.. ferie og globetrotteri


Juli betød ferie, og det endte også i en masse globetrotteri. Mads og jeg startede måneden ud med at være i Fredericia hos hans forældre, køre til Odense for at tage til hans dimission, tage tilbage til Fredericia for at tage et tog til Århus samme dag, da vi var inviteret til fest. Dagen efter festen tog vi til Sønderborg, hvor vi dagen efter skulle køre til Hamborg for at tage flyet til Venedig i Italien. Og så kunne ferien for alvor begynde med masser af drinks, is og italiensk mad.


Vi var afsted i 9 dage, hvor vi sov i telt ved siden af min mor og bonusfars campingvogn på en kendt plads, der hedder Union Lido i byen Cavallino. Her gik dagene skiftevis med at bade ved stranden eller poolen, nyde italienske is, drikke drinks og ciders i lange baner, spise lækker mad, og bare nyde det gode vejr. Mads og jeg endte dog også med at melde os til Color Run, der handler om at kaste med en masse farve på hinanden, og så lige løbe 5 km. Det var vildt sjovt, men sindssygt varmt, og vi løb heller ikke hele vejen - men det er helt klart noget, jeg gerne vil gøre igen.


Den ene aften var vi ude at besøge et vinslot, der hedder Castello di Roncade. Det indebar blandt andet en lille rundvisning af stedet, vinkælderen, og en lille kirke, der tilhører slottet. Derudover var der vinsmagning for alle pengene, og vi spiste også aftensmad der, hvor der var dækket op med ta' selv grillbuffet. Det var virkelig en spændende oplevelse, og vinene var virkelig gode! Det eneste, der ærgrede mig lidt, var, at vi ikke fik set deres vinmarker - men det må jeg have til gode til en anden gang.


Mads og jeg tog også en enkelt dag, hvor vi sejlede ind til Venedig. Byen er simpelthen så smuk, og det bedste ved Venedig er helt klare at 'fare vild' mellem alle de smalle gader. Vi havde den bedste dag med sol, lækker mad, flotte turistattraktioner og hinandens selskab. Der er også et postkort på vej til bloggen derfra, hvor I kan se mange flere billeder og få mange flere detaljer.


Da vi tog hjem fra Italien var globetrotteriet dog endnu ikke forbi - vi kørte fra Hamborg til Sønderborg, og tog derefter et tog til Odense. Derefter tog vi til Skagen for at besøge Mads' forældre i deres sommerhus, hvor vi også var et par dage. Med Mads' familie tog vi en enkelt dag til Göteborg med færgen fra Frederikshavn. Göteborg er sådan en fin og hyggelig by - postkort derfra vil også ramme bloggen snarest. Vi brugte derudover et par skønne dage i Skagen, og inden vi vendte næsten tilbage mod Odense igen, så var vi også et smut forbi Aalborg. Så jeg har været lidt omkring i juli...


Da vi endelig ramte Odense igen, så skulle vi fejre en forsinket fødselsdag for mig sammen med Kristine og Jeanette. Vi havde planlagt det oveni i Grøn Koncert, så vi holdte forfest hjemme hos mig, og så gik vi hen til pladsen bagefter. Det var sådan en skøn dag, og selvom vejret havde lidt humørsvingninger, så gik jeg derfra med et fint indtryk af min første gang til Grøn Koncert. Jeg fik danset, sunget med på sange, drukket øl og drinks, og smadret en flaske shots allerede inden vi kom afsted. Men hey - det kommer der også et indlæg om! (Grøn Koncert, forstås. Ikke shots..)


Men tid til at slappe helt af var der ikke endnu... Pokémon GO er begyndt at frigive de første legendariske pokémon, så jeg har været på jagt, travet gaderne i Odense tynde for at finde raids, og gjort mit bedste for at catch 'em all. Indtil videre har jeg fanget Lugia, Articuno og Moltres - og så bliver Zapdos frigivet i næste uge. Så dén mangler jeg også lige.

I august skal jeg en masse, selvom jeg kan mærke, at jeg snart har brug for at slappe lidt af og lave ingenting. Der er dog ting, jeg stadig glæder mig til! F.eks. skal jeg fejre min kære navnesøster i aften til en forsinket fødselsdag, og jeg skal også fejre en anden god veninde weekenden efter. Den årlige familiesammenkomst hos min fars familie foregår også i august, og så skal jeg selvfølgelig gøre mig helt klart til at starte på kandidaten - med en introdag den 31. august! Hvis vi kunne få lidt mere sol og knap så meget regn - så ville min august blive helt fin.

2 kommentarer:

  1. Hvor lyder det bare til at du har haft en helt vidunderlig ferie, søde du! <3

    SvarSlet
    Svar
    1. Det har jeg virkelig også! Håber også at I havde en god ferie <3

      Slet