tirsdag den 4. juli 2017

"Mørkets skønhed" - Fabien Vehlmann

Original titel: Jolies trénèbres - Forfatter: Fabien Vehlmann - Forlag: Forlæns - Sidetal: 94
Anmeldereksemplar fra Forlæns.

"Der ligger en lille pige i skovbunden. Solen står op, solen går ned. Græsset svajer i vinden og bladene drysser gule og orange fra træerne. Men hun bliver liggende, den lille pige er død. Ud af hendes øjne, øre, næse og mund vælter det frem med små prinser, dukkebørn og andre søde væsner, der hører et barnligt fantasiunivers til. Men dukkebørnene er ikke så rare, som de ser ud til, tværtimod er de egenrådige og grusomme og dét i en sådan grad, at de får folkeskole-klassikeren Fluernes Herre af William Golding til at fremstå tam. I skovbundens fantastisk smukke mikrokosmos udspiller sig herefter en kamp på liv og død, mens det glemte barnelig langsomt rådner bort. Hvem af de små nuttede væsner er last doll standing når de andre er lede og skovens natur ubarmhjertig?"

Jeg hørte den mandlige kunster fra Kerascoët snakke om tegningerne til denne bog i forbindelse med dette års Copenhagen Comics. Det vækkede min nysgerrighed, da jeg virkelig godt kunne lide stregen på de billeder, der blev fremvist. Nu har jeg så læst bogen, og jeg er stadig helt forundret - det er en virkelig flot tegnestil, og den passer så godt til fortællingen, der egentlig er eventyrlig, men også rå og barsk på sin egen måde.

Fortællingen er på sin vis letforståelig og grusom, men der ligger også mange flere uudtalte lag i den - blandt andet i tegningerne. Jeg var meget overrasket over, hvor barsk og 'klam' den egentlig var, men også meget fascineret. Der er en form for leg mellem billeder og ord, og den efterlader en med både varme og afsky.

"Jeg gør mit bedste for, at tingene skal blive, som de var før. Tror du mig?" - citat side 33.

Uanset om man læser graphic-novels eller ej, så er den her altså virkelig anbefalelsesværdig. Især fordi den har den lidt tegnefilmsagtige streg, som de fleste nok vil synes om. Derudover har den vundet Ping-prisen i 2017 for "Bedste internationale tegneserie på dansk", og det er virkelig fuldt ud fortjent. Det eneste jeg savnede, var lidt flere lyspunkter i den mørke fortælling, men den er også noget helt særligt, sådan som den er.

2 kommentarer:

  1. Hvor er det bare et flot og dragende cover! Jeg er virkelig blevet glad for bøger med illustrationer i. Især hvis det er fantasy af den lidt mystiske og dystre slags, billederne kan bare skabe en helt særlig stemning. Straks skrevet på læselisten! :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg er helt enig! Det er simpelthen SÅ smukt :)
      Du må endelig fortælle mig, hvad du synes om den, når du engang får læst den! <3

      Slet