tirsdag den 27. juni 2017

Min torsdag på Tinderbox 2017

Billetten er sponsoreret af Odense Kommune.

Jeg var på Tinderbox en enkelt dag sidste år, og planen var egentlig også, at jeg ville afsted en enkelt dag igen i år. Derfor var jeg nærmest lykkelig, da jeg modtog en invitation fra vores borgmester her i Odense. Han inviterede til et netværksarrangement for odenseanske bloggere og SoMe influencers, der ville foregå torsdag den 22. juni i VIP-området - og på den måde fik jeg derfor en gratis billet til den dag. Det var derfor med et stort smil på munden og regnslag i tasken, at jeg tog Mads under armen, og begav mig afsted mod den fynske festival her i Odense.


Vi startede ud med at høre Grusom på Scene 4, hvorefter Mads lagde sig godt tilrette i "Chill Out"-zonen i en farverig hængekøje. Han kunne ligge der og lytte til musikken, mens jeg så smuttede hen i VIP-området for at deltage i netværksarrangementet med borgmesteren og en masse andre bloggere.


Da jeg kom ind i VIP-området kiggede jeg ivrigt efter nogle kendte ansigter - og jeg fandt heldigvis ret hurtigt Christina, Simone, Jeanett og Liv ved et bord. Efter et stykke tid blev vi inviteret indenfor i Odense Kommunes telt, hvor arrangementet snart ville begynde. Der kom løbende andre bloggere til og andre SoMe influencers, og efter at have præsenteret os hver især, indledte borgmesteren Peter Rahbæk Juel med at fortælle lidt om Odense, og vores indflydelse på byen. Det bundede ud i et hyggeligt forum, hvor vi snakkede om, hvordan vi kunne skabe en form for samarbejde med kommunen, og om vi var interesseret i dette. Det var et meget interessant arrangement, og jeg er spændt på at se, hvad det hele ender ud i.


Bagefter arrangementet fandt jeg Mads igen, og vi fik hentet friske forsyninger i form af ostekugler med chilimayo som snacks og en iskold øl. Derefter gjorde vi klar til at høre Tove Lo på Blå Scene, og hun gav den virkelig gas! Hun dansede rundt på scenen kun iført en kort top og lange bukser, og til "Talking Bodies" endte hun også med at løfte op i sin top til alles store overraskelse. Jeg har derudover aldrig set så mange hankøn sidde på skuldrene af hinanden under en koncert, som til den her. Hun var så god!


Sødeste Rikke var også afsted til Tinderbox, og hende fandt vi ret hurtigt bagefter koncerten sammen med hendes andre venner og kæreste. Vi mødtes ved Rød Scene, hvor Magtens Korridorer skulle spille. Vi skrålede med på de kendte sange, og dansede lidt fjollet rundt til de ukendte. De er som altid meget hyggelige at lytte til live.


Mads og jeg besluttede os også for at prøve pariserhjulet. Jeg fik slet ikke prøvet det sidste år, og selvom det er en anelse dyrt at prøve, så var der en virkelig god udsigt. Man fik virkelig overblik over det meste af festivalpladsen (bortset fra Smutvejen og Magicbox), og man kunne stadig høre musikken fra Rød Scene.


Selvom det havde holdt tørvejr det meste af dagen, så slap vi desværre ikke for regn i cirka 10 minutters tid. Men vi havde jo regnslag med, som blev brugt flittigt lige dér. Vi spiste den lækreste kyllingeburger fra Captain Cock, og drak en iskold øl til, inden vi begav os hen mod Magicbox. Derudover havde jeg fået glimmer på kinderne af de fine glimmerpiger, som gik rundt på pladsen.


Magicbox bød på vodka redbull, sprøde fritter med mayo, små grønne og Bladtkramer. Stemningen der er altid meget elektrisk, folk danser ivrigt rundt, og de stopper kun op for at tage et par shots, inden de danser videre. Jeg ville egentlig gerne have hørt Dirty South, men da det startede med lidt for meget dj og knap så meget af musikken med lyrics, så smuttede vi tilbage til pladsen efter et par numre.


Vi tog dog et smut forbi Smutvejen for at købe en enkelt gin og tonic. De har ry for at være et lille lækkert skjul inde midt i skoven, og deres G&T smagte ganske fint. Vi blev der dog ikke så længe, da vi vidste, at man skulle stå længe i kø ved det madsted, vi havde udset os for...


Kim Larsen & Kjukken spillede på Rød Scene i baggrunden, mens vi stod i kø hos Burger Anarchy. Mads valgte deres burger "Ted", som vandt en pris for bedste festivalsburger forrige år, og jeg valgte deres nye "Obelix". Vi var begge store fans - men vi er altså også helt tossede med deres burgere. Efter maden blev det tid til mere øl, og en god placering til næste koncert.


Det blev tid til at skulle spille på Blå Scene, og der var virkelig gang i den. På samme måde som Tove Lo, dansede hun rundt på scenen og gik amok. Hun skabte en fest, også selvom jeg kun var bekendt med de mest kendte af hendes numre (som ofte har været featuring andre). Derudover er jeg helt tosset med, når kunstnere slutter koncerter af med konfetti - YES!


Mens vi havde festet og lyttet til god musik, så var det pludselig blevet sen aften, og The Killers skulle spille på Rød Scene. De var meget hyggelige, men de gav dog ikke rigtigt noget yderligere til oplevelsen - så det var lidt en flad fornemmelse på en eller anden måde sammenlignet med de tidligere kunstnere. Natmad skulle der selvfølgelig til - og det blev til lækker sushi og tempura rejer fra Bar Sushi.


Det blev sent, og mange af gæsterne var allerede på vej hjem. På trods af trætte ben og fødder, så begav vi os hen til Blå Scene igen, hvor D-A-D ville spille som det sidste band. De formåede også at skabe deres egen fest, selvom folk var trætte og ikke havde så meget energi tilbage. Under koncerten kunne jeg virkelig mærke, at vi ikke rigtigt havde hørt så meget rock, og det var virkelig tiltrængt endelig at høre det. Basisten skiftede bas omkring 7-8 gange, og det var så sjovt at se, hvor forskellige og spøjse de var. De sluttede selvfølgelig af med "After Dark", som var den perfekte sang at afslutte en skøn dag med - og jeg gik glad hjem med Mads i hånden, ømme fødder og nynnede sangen for mig selv. Jeg vidste med sikkerhed, at soundtracket for den næste dag ville være "Sleeping my day away".

8 kommentarer:

  1. Jeg er så Jello, og håber at jeg selv kan komme afsted til næste år... Det ser ud til at du har haft en virkelig hygge tur, og hvad var det aller fedest ved Tinderbox i år? :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det kan virkelig anbefales - også selvom man kun tager en enkelt dag :D

      Det bedste må næsten være stemningen.. Den er så god og festlig! <3

      Slet
  2. Herligt indlæg, Riks! 😌💛 Det var så sjovt at møde dig derude og skråle med på "Lorteparforhold", haha! Og åh, jeg er helt opfyldt af Tinderbox-love lige nu. Er det ikke snart juni 2018?!

    PS: Gud, hvor ser jeg fuld ud på det billede :'D

    Pps: Elsker Mads med vinger på! Genialt billede!

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak mus! <3
      Det var så godt at vi lige fandt hinanden - jeg glæder mig allerede til næste år! :D

      Vi er da søde ;)

      Haha ja! Mads var sådan "Nåååå, sådan ser jeg altså ud med regnslag på", da han så billedet.

      Slet
  3. Så mange dejlige billeder og nøj hvor jeg trænger til at komme ud og høre musik i det fri og drikke et par fadøl.. Håber sådan du kan tage med til grøn koncert.. <3

    Knus <3

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak søde! Håber virkelig også at alt flasker sig med Grøn! <3

      Slet
  4. Det ser ud som om, at du har haft en skøn dag på Tinderbox! Og sikke nogle fine billeder. Jeg følte næsten helt, at jeg var der selv ;D

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var virkelig en god dag, ja! MANGE TAK søde Mai, det er jeg så glad for, at du føler - så har jeg gjort det rigtigt! ;)

      Slet