onsdag den 14. juni 2017

Gæsteblogger #15 - Frederik H

Gæstebloggeren denne gang er Frederik H.

Hvem er du? Fortæl lidt om dig selv, hvad du laver til dagligt og evt. boglige vaner.
Jeg hedder Frederik, er 41, og til daglig arbejder jeg med IT som programmør. Det svinger lidt med hvor meget jeg får læst, fra perioder med “slet ikke” til “hver eneste dag”, og når det er virkeligt godt, så hele dagen.

Hvornår på dagen kan du bedst lide at læse, og hvor skal det helst være?
Det kan være fra om morgen til om aften, jeg kan ikke læse om natten, for der falder jeg bare i søvn. Men allerhelst skal det være i haven i solen om sommeren. Eller bare i lænestolen med brændeovnen tændt om vinteren.

Kan du læse, hvis der er støj omkring dig?

Det kan jeg godt. Jeg hører gerne musik, mens jeg læser, hvilket irriterer min kæreste for hun kan kun læse i stilhed, for ellers synger hun bare med i stedet. Heller ikke det generer mig (at hun synger), men taler hun almindeligt (til andre) så kan jeg ikke læse samtidigt. Hun siger, det er fordi jeg er nysgerrig.

Hvilke genrer kan du normalt godt lide at læse, og er der genrer, som du slet ikke læser?
Jeg kan godt lide at læse krimier (“Afdeling Q” - Jussi Adler-Olsen, “Harry Hole” Jo Nesbø, “Robert Langdon” - Dan Brown) og fantasy bøger (“Harry Potter” - J.K. Rowling, “The Black Magician” - Trudi Canavan), men også faglitteratur (“Elsk det, som er” - Byron Katie, “Når skyggen tager over” -Debbie Ford, “Forklædt som normal” - Caroline Lilja Dam , “Sæt dig selv fri” - Pernille Melsted). Jeg læser helst ikke biologier, men har dog alligevel læst “Carly’s voice” - Arthur Fleischmann, der handler om den stærk autistiske pige, Carly, der pludselig kan kommunikere via en computer, og dermed afslører en hel verden inde i hende.

Hvis du skulle nævne 3-5 bøger, som virkelig har rørt dig, ændret dit syn på ting eller noget helt tredje, hvilke skulle det så være og hvorfor?
Det må være “Kast lys over skyggen” af Debbie Ford, “Når skyggen tager over” af Debbie Ford og “Elsk det, som er” af Byron Katie, for de har om noget ændret mit syn på verden omkring mig og i den grad også ændret mig til at blive langt mere rolig, åbenhjertet og tolerant/tålmodig, et mere helt menneske (ved faktisk, skægt nok, at være mere vred og ked af det).

Hvad er den seneste bog, som du har læst og elsket?
Det må være “Monster” af Patrick Ness. Meget meget fin historie, som hænger så fint sammen med at være et helt menneske og tillade tanker (selv “dårlige”), at blive tænkt.

Hvad er den seneste bog, som du har læst og ikke kunne lide?
Der heldigvis kun meget få bøger, jeg decideret ikke kan lide. Der er måske bøger, som ikke rigtig gav mig noget eller var kedelige på en eller anden måde. Men når det så er sagt, så er der én bog som jeg måtte opgive at læse. Jeg fattede ikke, hvad den handlede om, hvor den ville hen eller noget som helst. Jeg læste endda over halvdelen. Det var “Jonathan Strange & Mr Norrell” af Susanna Clarke.

Hvad er dit seneste bogkøb?
Det er “Tag dit lys hjem” af Pernille Melsted, det var et impulskøb, fordi man kunne købe den signeret. Og lidt fan er jeg jo.

Hvis du skulle anbefale én bog til Rikke, hvilken bog skulle det så være?
“Elsk det, som er” af Byron Katie.

Hvor kan man følge dig på de sociale medier?
www.fantastisk-fremtid.dk, Facebook og Instagram.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar