tirsdag den 9. maj 2017

"Sværd af glas" (Red Queen #2) - Victoria Aveyard

Sværd af glas af Victoria Aveyard
Sværd af glas af Victoria Aveyard
Original titel: Glass Sword - Forfatter: Victoria Aveyard - Forlag: Gyldendal - Sidetal: 464
Anmeldereksemplar fra Gyldendal. 

Læs også anmeldelsen af Red Queen #1: "Rød Dronning"

"Mare Barrows blod er rødt. Hun hører til samfundets bund: den almindelige befolkning, som skal tjene den sølvblodede elite. Men det viser sig, at Mare har Sølver-egenskaber. På overmenneskelig vis kan hun kontrollere lyn, og det gør hende til et våben, som de magtfulde Sølvere ønsker at styre. Kongen kalder hende en umulighed, men hun finder ud af, at hun ikke er den eneste af sin slags. Hun undslipper den intrigante prins Maven og tager af sted for at finde og redde de andre Røde med Sølver-egenskaber. Hendes håb er, at de vil slutte sig til hende i kampen mod de magtfulde Sølvere, men den mission er livsfarlig og bringer hende på kant med sine allierede i Den Højrøde Garde. Krigen mellem den voksende oprørshær og de sølvblodede magthavere intensiveres, og det samme gør Mares kamp mod det mørke, der vokser i hendes sjæl. Vil hun vakle under vægten af de mange liv, der må ofres for oprøret? Eller har forræderi og svigt allerede gjort hende hård?"

Vi starter lige på og hårdt i denne bog, og den er så spændende og sindssygt nervepirrende. Man kan ikke regne ud, hvad der sker og hvornår det sker. Mare fokuserer meget på, at hun ikke kan stole på nogen, og den fornemmelse ender læseren også med at have - hvem kan man egentlig stole på? Jeg har været så vred og frustreret, så trist og ærgerlig, men samtidig også håbefuld. "Sværd af glas" kaster en rundt i følelsesregisteret, og man kan nærmest ikke få vejret bagefter.

Jeg brød mig dog ikke synderligt meget om Mare i den her bog. Hun svinger mellem at være enormt ynkelig eller selvhøjtidelig, og hun bekymrer sig overhovedet ikke om sine medmennesker, bortset fra hvordan de kan bruges rent strategisk. Det gjorde hende så iskold, men det passer egentlig også virkelig godt til bogen, så jeg kan godt acceptere det - på trods af, at hun indimellem irriterede mig.

"Jeg er ikke længere en rotte. Jeg er Lynpigen, og jeg har idealer i lange baner. Frihed, hævn og alt andet, der giver energi til gnisterne i mig og den beslutsomhed, der holder mig i gang." - citat side 198.

Jeg er SÅ spændt på at læse den sidste bog. Det hele virker lidt tabt lige nu, og jeg har kun en lille rest håb tilbage. Forhåbentlig lærer vi mere om "nybloderne" og deres egenskaber, for det var virkelig et interessant element i denne bog. Jeg har splittede følelser mellem de fleste karakterer, og jeg ser virkelig frem til noget forløsning - for jeg vil jo så gerne vide, hvem vi rent faktisk kan stole på.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar