søndag den 7. maj 2017

Gæsteblogger #14 - Malene H

Gæstebloggeren denne gang er Malene H, der bloggerWondrous Bibliophile.

Hvem er du? Fortæl lidt om dig selv, hvad du laver til dagligt og evt. boglige vaner.
Jeg er Malene og jeg er en bibliofil, der blogger på Wondrous Bibliophile. Jeg er voldsomt glad for mine bøger og min lille bloggerboble – der vel egentligt ikke er så forfærdeligt lille længere, for der er faktisk utroligt mange andre dejlige bloggere og læsere rundt omkring nu.
Jeg er en flittig bogsamler, der hellere vil smide penge efter en Saxo-ordre, end aftensmad og tit forsvinder hele min dag (og dens gøremål) blandt siderne i en fantastisk bog, men det er okay – for der er jo også en dag i morgen, ikke? 

Hvornår på dagen kan du bedst lide at læse, og hvor skal det helst være? 
Hvornår på dagen er fuldstændig underordnet. Det handler bare om tid, overskud og lyst og hvis det er der om morgenen, så læser jeg der, og er det der om aftenen, så læser jeg på det tidspunkt.
Allerhelst foretrækker jeg at sidde (eller ligge, hvadend man kalder min seriøst afslappede stilling) i min sofa og læse – gerne pakket ind i en af mine bløde dyner, 5 puder i ryggen og min hund i skødet.

Kan du læse, hvis der er støj omkring dig? 
Mjaaah… Det kommer an på hvor koncentreret jeg er og hvilken slags støj det er. Jeg skulle nok ikke sidde ved siden af en boreplatform eller noget, men jeg har til gengæld altid musik i baggrunden når jeg læser (klaverspil uden tekst – ellers kokser det alligevel for mig).  

Hvilke genrer kan du normalt godt lide at læse, og er der genrer, som du slet ikke læser?
Der er mange genre jeg ikke rigtigt bevæger mig ud i – biografier, historiske romaner, krimier, (det sker uhyre sjældent! Som i, at jeg tror faktisk kun, at jeg har færdiggjort en af slagsen) og bløf.
Men stikker du mig til gengæld en bog der er fantasy, dystopisk, ungdomsagtig/YA/NA, romantisk, erotisk, humoristisk, klassisk, paranormal, chicklit, børnet eller contemporary-agtig, så er du min ven!

Hvis du skulle nævne 3-5 bøger, som virkelig har rørt dig, ændret dit syn på ting eller noget helt tredje, hvilke skulle det så være og hvorfor?
• ’The Truth About Forever’ af Sarah Dessen rørte mig virkelig uendeligt meget. Jeg læste den kort efter min søsters død og Dessen skrev så evigt fint om at håndtere tab og med en ungdomsbog mindede hun mig om, at jeg absolut ikke var alene. 

• ’Morika’-trilogien af Sidsel Sander Mittet, der er dansk fantasy på højeste plan og som simpelthen ikke kan sammenlignes med noget jeg har læst.

• ’Mig før dig’ af Jojo Moyes, fordi den er alt den er. Den kan jeg bare ikke beskrive. Den er enestående og hjerteskærende og fantastisk og smuk.

• Og ’Efter mig’ af Jojo Moyes, der viste mig at det nogle gange var okay, bare at lade en god bog stå alene, i stedet for at ødelægge den med en fortsættelse.

• Sidst, men ikke mindst, ’Sex and the City’ af Candace Bushnell, der mindede mig om, at der faktisk findes latterligt dårlige bøger ude i verdenen og at nogle gange, så er tv-udgaven af en historie bare meget bedre.

Hvad er den seneste bog, som du har læst og elsket? 
’Dragerne’ af Julie Kagawa! Jeg færdiggjorde den i går og jeg er stadig helt ’WOAH WHAT HAPPENED HERE’ over den! Ikke at jeg havde regnet med mindre – det er Kagawa vi snakker om, men damn den var vild!  

Hvad er den seneste bog, som du har læst og ikke kunne lide?
 Det sker ikke tit, at jeg decideret ikke kan lide en bog, men ’Stormen’, der er det tredje og sidste bind i ’Vinterkongens datter’ trilogi af Lelsey Livingston, gjorde slet ikke hvad den skulle for mig. Den var virkelig skuffende og jeg ærgrer mig stadig over, at det var sådan trilogien skulle ende. 

Hvad er dit seneste bogkøb? 
Den seneste bog jeg har købt er ’Maybe not’ af Colleen Hoover, som er en lille ekstra historie til bogen ’Maybe Someday’, som jeg absolut elskede! Nu fik jeg faktisk lyst til at læse den, så mon ikke det bliver aftenens bog? Støvsugningen kan jo godt vente og opvasken løber ingen steder! 

Hvis du skulle anbefale én bog til Rikke, hvilken bog skulle det så være?
Rikke ved udmærket godt hvilken bog jeg synes hun skal tage at få læst. Der er flere endda. Bøger jeg enten har presset hende til at købe, eller som jeg har sørget for, at hun fik i gave. *host* Sarah Dessen *host* Vampire Academy *host* The Iron Fey *host* …
Men jeg tror dog, at jeg vil sige Elle Kennedys Off-Campus serie i denne omgang – den er letlæst, sjov, hot og sød, og lige noget Rikke kunne bruge, når hun ikke stresser med alle de uni-opgaver! 

Hvor kan man følge dig på de sociale medier? 
OVER ALT! Eller i hvert fald på Instagram, Twitter og Goodreads under @malenehu og så selvfølgelig på bloggen Wondrous Bibliophile!

4 kommentarer:

  1. Jaaa - elsker de her indlæg!

    Og skynd dig at læse Vampire Academy - de er SÅ gode!

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er jeg så glad for <3

      De er nærmest også kun blevet rost af alle! :D

      Slet
  2. Ahahahaha, Malene er så grineren.

    "Sidst, men ikke mindst, ’Sex and the City’ af Candace Bushnell, der mindede mig om, at der faktisk findes latterligt dårlige bøger ude i verdenen". Hvor er det smukt, og evigt sandt!

    SvarSlet