tirsdag den 21. februar 2017

"Sorg er et væsen med fjer" - Max Porter

Sorg er et væsen med fjer af Max Porter
Sorg er et væsen med fjer af Max Porter
Original titel: Grief is the Thing with Feathers - Forfatter: Max Porter - Forlag: Gyldendal - Sidetal: 126

"En lille, stækket familie: En mand har mistet sin hustru, to små drenge har mistet deres mor og kæmper med en ubærlig sorg. Faren, som er litteraturforsker, forestiller sig en fremtid bestående af velmenende medmennesker og tomhed. I dette fortvivlelsens øjeblik banker det på døren i familiens lejlighed i London. I døråbningen står Krage, en kæmpestor, sort, pjusket fugl. Krage løfter faren op i sine vinger og erklærer, at han flytter ind. Krage har mange talenter og bliver familiens babysitter, psykoterapeut, historiefortæller, stridsfugl og bodyguard. Og han truer med at blive, til de ikke længere har brug for ham."

Jeg havde kun en meget vag forestilling om, hvad denne poetiske fortælling ville indebære, men den var en anelse sværere at afkode, end jeg havde forventet. Vi følger skiftevis faren, de to drenge og kragens synsvinkel, hvilket giver meget forskellige billeder af, hvordan sorgen påvirker dem. Jeg kunne faktisk bedst lide, at læse om det fra drengenes synsvinkel, som på en eller anden måde stadig havde den der barnlige uskyld over sig.

Alle mennesker bearbejder sorg forskelligt, og jeg kunne egentlig meget godt lide idéen med, at Krage skal hjælpe dem alle sammen på vej på den ene eller anden måde, og sætte kløerne i, når det er nødvendigt. Det menneskeliggør sorgen på en anderledes måde, og jeg fandt det ret interessant, om end jeg nok ikke har forstået halvdelen af bogen på den helt korrekte måde. Sådan er det oftest med poesi, tænker jeg. Hvornår har man forstået alt, der ligger bag?

"At komme videre, som koncept, er for dumme mennesker, fordi ethvert begavet menneske ved at sorg er et langvarigt projekt. Jeg nægter at skynde mig. Den smerte der er påtvunget os bør intet menneske bremse eller fremskynde eller fikse." - citat side109.

Jeg havde dog håbet på, at det poetiske sprog var en anelse mere relaterbart, og ikke så indviklet og pjusket, som det viste sig at være. Bogen er dog meget stemningsfyldt, og der var også få steder, hvor jeg næsten fik tårer i øjnene og en stor klump i halsen. Den er smuk, og Max Porters leg med ordene (som er bevaret ganske godt i oversættelsen ifølge Ida) er en fornøjelse at læse. Bogen var desværre bare ikke helt det, jeg havde forventet.

4 kommentarer:

  1. Jeg har også læst den, og jeg har virkelig svært ved at finde ord til at beskrive den med. Den er alt andet end det, jeg havde regnet med og så alligevel ikke. Det er en af de mest forvirrede læseoplevelser jeg længe har haft. Jeg er i øvrigt vild med, at du kalder sproget "pjusket". Det passer så godt til det.

    SvarSlet
    Svar
    1. Der gik virkelig også en del tid før jeg kunne skrive en anmeldelse af den.
      Ja ikke? Pjusket er så passende lige i den her sammenhæng.

      Slet
  2. Sikke en fin anmeldelse! Og jeg forstår dig så godt! Den er virkelig indviklet og pjusket, og det kan jeg sådan set godt forstå, man kan finde lidt frusterende. Jeg elskede det, og havde klare, våde øjne gennem hele bogen, men jeg kan virkelig også godt sætte mig ind i, hvordan det kan være irriterende.
    Ærgerligt, den ikke helt var, hvad du havde forventet, men det er dejligt, du alligevel havde en fin oplevelse med den alt i alt :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er jeg glad for, at du synes Ida! Jeg ved jo, hvor glad du er for bogen :D
      Jeg er også glad for at have læst den, endelig <3

      Slet