torsdag den 2. marts 2017

Copenhagen Comics 2017


Copenhagen Comics er en tegneseriefestival, der foregår i Øksnehallen i København. Jeg var til arrangementet i 2015, hvilket var en ret stor succes, så da jeg fik muligheden for at komme afsted som presse til arrangementet i år, så hev jeg Kristine under armen, og tog endnu engang mod København og en masse tegneserier. Sidste gang oplevede jeg det hele om lørdagen, hvor jeg denne gang var afsted om søndagen.


Det første vi oplevede derinde var Barry Kitson på Åben Scene, der blev interviewet af Marvel-Morten og Kim Helt. Barry Kitson har tegnet superhelteserier i over 30 år, og har blandt andet tegnet Batman, Spiderman, The Fantastic Four, Hulk, X-men og mange flere. De snakkede blandt andet om, hvordan han blev tilbudt jobbet, og vigtigheden af at være en historiefortæller og ikke 'bare' en tegner/kunstner. Selve interviewet blev også optaget som Supersnak-podcast. Derefter sad han ved signeringsbordet hele dagen, og tegnede de flotteste superhelte-tegninger til fans.


En af de eneste udenlandske kunstnere, som jeg kendte til, var Dave Mckean, så selvfølgelig skulle jeg lige have signeret min graphic-novel. Den hedder "Black Orchid" og er skrevet af Neil Gaiman, og så illustreret af Dave Mckean. Han var meget rar, og jeg fik ham også til at lave en ekstra tegning til en veninde, selvom han strengt havde fået at vide at han kun måtte signere bøger. Men flere folk havde 5-6 bøger og tegneserier med, så jeg synes nu også selv, at en enkelt tegning til mig var okay - hvilket han også tegnede med glæde.


Så blev det tid til at gå lidt rundt og nyde de forskellige stande. Jeg købte "The Silent Album", som også kan ses på billedet, der er en samling af små tegnefortællinger uden ord. Den ene af kunstnerne var også fra Odense, og hun tegnede en fin kat i mit eksemplar. Derudover var det en fornøjelse at se alle de folk, der var klædt ud og havde gjort noget ud af det. Jeg var personligt ret begejstret for Anna, og det resulterede i overstående billede. Der var også en, der var klædt ud som Buzz Lightyear, og han gjorde det ret godt!


På Åben Scene skulle der være 'Tegnebattle', og det ville vi selvfølgelig ikke misse! Det startede ud med fire kendte tegnere bestående af: Karoline Stjernfelt (Der er kendt for "I morgen bliver bedre"),  Stine Spedsbjerg (Der er kendt for "StineStregen"), Josephine Kyhn (Der er kendt for "Drengen der talte alting") og Thomas Mikkelsen (Der er kendt for udvalgte tegneserier). De skulle konkurrere mellem hinanden og tegne "Der er et kaninbur på krokodillen" og "Elefant, protese og indestængt". Herefter blev de to finalister fundet, hvor publikum var dommere, og det blev Karoline og Stine. De skulle så konkurrere mod Ask Markmann og Nanna Steffensen, der begge har deltaget i DM i tegning i aldersgruppen 14-17 år (hvor Nanna vandt sidste gang). Her fik de udleveret et print med H. C. Andersen ansigt på, og opgaven bestod i at tegne udenom ham. Herefter blev to tegnere endnu en gang valgt fra, og Nanna og Karoline var tilbage. Sidste disciplin var at tegne "En træklemme i hånden er bedre end ti på en narhval" og "Vejskilt, sorg og skib". Karoline endte med at blive den endelige vinder.


Efter lidt mere kiggen ved de forskellige stande, så satte vi os hen til Åben Scene for at høre interviewet med Kerascoët. Selve kunstnernavnet består af to kunstnere - Marie Pommepuy og Sébastian Cosset - hvoraf det dog kun var sidstnævnte, der blev interviewet af Erik Barkman. De snakkede om Sébastian Cossets karriere helt fra den spæde start og så frem til i dag, og hvor det mon bærer hen i fremtiden. En af kunsterparrets kendte værker 'Jolies Ténèbres' er netop udkommet på dansk under titlen "Mørkets Skønhed".


Til allersidst var det tid til 'Cosplay Catwalk', hvor en masse udklædte fremviste deres hjemmelavede eller købte (eller en blanding af begge dele) kostumer frem. Der var heldigvis stor variation i de udklædte, hvis vi ser bort fra de 4-5 forskellige Harley Quinns. Der var altså mange flotte kostumer, men det blev i sidste ende til 3 vindere, der alle havde gjort det rigtig godt. Noget af det væsentligste ved vindere var, at det så godt ud, og at de havde lavet det meste af kostumet selv. Det var den perfekte afslutning på en dag i tegneseriens tegn, og jeg glæder mig allerede til næste gang.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar