lørdag den 14. januar 2017

"Sjælens Pris" (Dæmonherskerens Arving #3) - H. W. Klaris

Original titel: Sjælens Pris - Forfatter: H. W. Klaris - Forlag: Tellerup - Sidetal: 278
Anmeldereksemplar fra Tellerup.

"Ally accepterer at blive i Underverdenen, men inden hendes venner får lov til at vende tilbage til Jorden, skal hendes dæmoniske gener vækkes. Ikke alle er lige begejstrede for hendes tilstedeværelse blandt dæmonerne, og slet ikke efter at en gammel profeti går i opfyldelse. Da Tristan en dag bringer
Ally med op til Jorden, får de et tilbud som kan ændre deres liv. Det er nu op til arvingerne at beslutte hvilken sti de vil følge."

Det har været interessant at følge Ally fra bog et og så frem til bog tre og slutningen på det hele. Hun har udviklet sig, og ændret sig utroligt meget, og hun er måske blevet lidt for moden i den her bog i forhold til de forrige. Det kunne jeg personligt ret godt lide, men det stemte desværre ikke helt overens med hendes tidligere jeg, hvilket var lidt ærgerligt for seriens sammenhæng. Hendes relationer til de andre karakterer skifter også lidt, og nogle af hendes venskaber viser sig dog at være guld værd.

Bogens stærkeste element er helt klart den sidste halvdel af bogen, og her er vi også ude i nogle omgivelser, som jeg gerne ville læse meget mere om! Det var spændende, det var interessant, og jeg nød det meget mere end selve beskrivelsen af underverdenen. Så jeg håber virkelig, at serien får en spin-off eller fortsætter med den nye setting, som er så cool!

"Det var fascinerende at se hvordan de alle livede op. Deres øjne lyste af lettelse, og jeg mærkede et lille sug i mellemgulvet. Jeg misundte dem deres frihed." - citat side 82.

Jeg fik derudover blandede fornemmelser omkring Tristan i den her bog. Jeg var så vild med ham i den forrige, men han mistede lidt sin glans og blev en anelse hård - hvilket var forståeligt, men også lidt ærgerligt. Men jeg satte så til gengæld mere pris på Allys menneskelige venner i den her bog, end jeg hidtil har gjort. Alt i alt var det overhovedet ikke her, jeg troede at serien ville slutte, men det har været en interessant rejse, og det bliver spændende at se, hvad vi kan forvente af H. W. Klaris fremover.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar