fredag den 20. januar 2017

"Dumplin'" (Dumplin' #1) - Julie Murphy

Original titel: Dumplin' - Forfatter: Julie Murphy - Forlag: Høst&Søn - Sidetal: 364
Anmeldereksemplar fra Rosinante&co.

"Dumplin’ omtaler sig selv som “den tykke pige”, men hun føler sig godt tilpas i sin store størrelse. Hendes mor har været den lokale skønhedsdronning, og hva’ så? Den ultimative bikini-krop er ... enhver krop, efter hendes mening. Men så forelsker hun sig i Bo, som er en af den slags lækre fyre, alle piger falder for. Will er ikke overrasket over, at hun finder ham tiltrækkende. Men det kommer bag på hende, at Bo også er tiltrukket af hende. Det får stik imod al fornuft negativ indflydelse på hendes selvfølelse. Og så melder hun sig til en lokal skønhedskonkurrence for at bevise, at skønhed er mange ting."

Jeg har nu læst to bøger med overvægtige piger som hovedperson, hvilket gør mig rigtig glad, men noget jeg undrer mig over, er den bestemte kant, som overvægtige piger åbenbart får tildelt. Man skal være lidt arrogant eller på spidsen hele tiden, for der kan komme angreb alle steder fra, men jeg føler bare ikke helt, at jeg kan identificere mig med det. Om ikke andet, så klikkede Will og jeg ikke helt 100%, og det var derfor ikke alle hendes beslutninger, som jeg kunne forstå og acceptere.

Bo derimod var en interessant karakter, og jeg ville så gerne have hørt mere af hans historie. En lidt indelukket type, men ikke på sådan en mystisk og hemmeligheds-agtig måde, men mere på en naturlig og menneskelig måde. Deres forhold til hinanden er interessant, og jeg vidste aldrig helt, hvor de stod (hvilket de nok heller ikke selv gjorde). I forhold til skønhedskonkurrencen, så var det en fin måde at få indblik i det univers, om end det ikke sagde mig så meget.

"Hele mit liv har jeg fået kommentarer om min krop, og hvis jeg har lært noget af at bo i min hud, så er det, at hvis det ikke er ens egen krop, så har man ingen ret til at kommentere den. Tyk. Tynd. Lav. Høj. Det kommer ud på et." - citat side 36.

Julie Murphy skriver så tilpas hverdagsagtigt til, at man hygger sig og nyder bogen. Selvom jeg ikke faldt bagover eller forelskede mig i karaktererne, så er jeg alligevel nysgerrig for at læse, hvad hun ellers kan finde på. De forfattere, der giver en stemme til diversitet, er altid ret så spændende at følge - og nogle gange ender man med noget fantastisk. Nu må vi se. Om ikke andet, så frembragte bogen både smil og tårer undervejs, da jeg kan sagtens kunne nikke genkendende til nogle af situationerne, som Will oplever.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar