lørdag den 26. november 2016

Gæsteblogger #9 - Anne-Mette H

Gæstebloggeren denne gang er Anne-Mette H, der bloggerGiZ-Blog.

Hvem er du? Fortæl lidt om dig selv, hvad du laver til dagligt og evt. boglige vaner.
Mit navn er Anne-Mette Højbjerg og jeg er en Skønheds og Livsstils Blogger fra det Sydfynske. Jeg har blogget siden slutningen af 90’erne og har stort set været med siden de danske blogs spæde start. Jeg blogger og en masse forskelligt, men de seneste par år er der også blevet plads til lidt boglige indlæg. Jeg elsker nemlig at læse, så selvfølgelig skulle der også være plads til det.
 
Udover at læse, så elsker jeg at eksperimentere med makeup og forskellige looks, lave DIYs til hjemmet, lege med grafik og generelt bare være kreativ. Jeg er lidt af en serie-nørd og følger (alt for) mange TVserier. Det er en skøn måde for mig at koble af på til hverdag. Og det samme gælder når jeg forsvinder ind i bøgernes verden. Jeg læser så tit jeg kan komme til det og det er gerne forskellige genre.

Hvornår på dagen kan du bedst lide at læse, og hvor skal det helst være?
Jeg tror faktisk ikke der er et bestemt tidspunkt på døgnet hvor jeg læser bedst, men hvis jeg skal vælge så er det nok om aftenen. Når alt det daglige er ordnet og jeg for alvor kan finde tid til at koble af. Enten i sengen eller i sofaen. Om Sommeren læser jeg dog gerne nede på græsset imens jeg nyder solen. Så… tja.. jeg læser gerne i alle døgnets timer hvis jeg kan få lov til det eller holde til det.

Kan du læse, hvis der er støj omkring dig?
Jeg har intet problem med at læse når der er lidt støj omkring mig. Hvis TVet eller musik kører i baggrunden så læser jeg stadig lige så godt som hvis der var helt stille. Dog er det bedst hvis der kører lidt stille musik eller hvis det regner udenfor. Der er bare et eller andet beroligende over det.

Hvilke genrer kan du normalt godt lide at læse, og er der genrer, som du slet ikke læser?
Krimi, fantasy, chick-flick og faktisk også lidt med et mere historisk plot. Men det er nu mest Young Adult jeg læser. Der er bare et eller andet ved den slags bøger der fanger mig. Så jeg læser ret blandet bøger – det kommer gerne an på hvilket humør jeg er i.

Noget jeg på ingen måde læser er biografier. Eller bøger der ingen historie har men er mere informative og tekniske. Det er simpelthen noget af det mest kedelige man kan sætte mig til at læse. Giv mig noget fiktivt jeg kan leve mig lidt væk i. :D

Hvis du skulle nævne 3-5 bøger, som virkelig har rørt dig, ændret dit syn på ting eller noget helt tredje, hvilke skulle det så være og hvorfor?
Jeg bliver stort set altid rørt af de bøger jeg læser, men der er selvfølgelig nogle stykker der har gjort et særligt stort indtryk på mig. Det er faktisk ikke rigtig enkeltstående bøger, men små og større serier.

De første er helt klart ”Harry Potter” bøgerne. Hvem har ikke læst dem og følt dem beriget på en eller anden måde? De bøger er jo magiske og man kan ikke komme udenom at de har fyldt en del i rigtig mange menneskers ungdom og/eller teenageår. De har i hvert fald fyldt en del hos mig og det var i en tidlig alder mit gemmested hvor jeg var i sikkerhed for alle de onde mennesker der ville mig det ondt.

De næste er ”Twilight” bøgerne. Læste dem ret sent i forholden til hvornår de udkom, men… jeg slugte dem råt. Der var bare et eller andet ved den serie der fangede mig 100%.

De næste er ”Sweep” bøgerne. Jeg er meget interesseret i Wicca og den verden, så da jeg læste om disse bøger så måtte jeg bare eje og læse dem. Der er 15 bøger i alt samlet i 5 bøger. Det var lidt af en mundfuld men jeg læste dem utroligt hurtigt. Den historie ramte mig helt inde midt i hjertet.

Derudover så har jeg været virkelig glad for de bøger Stephanie Perkins, Fredrik Bachman, Dan Brown og Stieg Larsson har skrevet.

Hvad er den seneste bog, som du har læst og elsket?
Den seneste bog jeg har læst og virkelig elsket var ”Min momor hilser og siger undskyld” af Fredrik Backman. Jeg havde en forventning om at den tredje bog her ville være som de to første jeg har læst af ham, men den tog pludselig en uventet drejning. Hadede det i starten men endte faktisk med at elske den.

Hvad er den seneste bog, som du har læst og ikke kunne lide?
Hmm…. Det er faktisk længe siden at jeg har læst en bog jeg ikke var så glad for. Jeg har været ret heldig kan man vist godt sige. Men har da læst et par bøger i ”T*Witch” serien som jeg faktisk var ret træt af at skulle igennem, men det er vist også ved at være nogle år siden. Læser generelt ikke bøger jeg ikke synes om. Jeg laver gerne en grundig research inden jeg køber dem og læser dem. :)

Hvad er dit seneste bogkøb?
Jeg har faktisk købt en del bøger allerede i år. Alt for mange siger min konto, men elsker nye (gamle) bøger og elsker at gøre min samling større. Men de seneste køb har været mine små pocket bøger fra boghandleren. En god blanding af krimier, historieske og chick-flick bøger. :D Og så har jeg også for ikke så længe siden modtaget mine ”A Discovery of Witches” bøger jeg købte brugt på Amazon. Og før dem var det hele ”Jordens Børn” serien jeg fik købt. Alt alt alt for mange bøger inden for kort tid. Og har faktisk også et par stykker på vej med posten. :P Skal vist holde en lille pause. Gerne på et par måneder. MEN! Jeg skal have forudbestilt den nye ”Harry Potter” bog på et tidspunkt.

Hvis du skulle anbefale én bog til Rikke, hvilken bog skulle det så være?
Nu er det jo ret svært at vide hvilke bøger hun(du) ikke har læst, så den er lidt svær. Men måske serien ”Sweep” af Cate Tiernan? Ved godt det ikke er én bog, men nu læser jeg jo også mest mindre eller større serier. Det er i hvert fald en serie jeg varmt kan anbefale.

Men ellers kan man jo kigge min Goodreads igennem for at se hvilke bøger jeg læser, har læst og gerne vil læse hvis man vil have lidt inspiration. I skal i hvert fald være mere end velkommen til at følge mig derinde.

Hvor kan man følge dig på de sociale medier?
I kan finde mig følgende steder på de sociale medier:
Bloggen, Twitter, Instagram, Facebook, YouTube og Goodreads.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar