fredag den 4. november 2016

"Et stykke af månen" - Camilla Wandahl

Et stykke af månen af Camilla Wandahl
Et stykke af månen af Camilla Wandahl
Original titel: Et stykke af månen - Forfatter: Camilla Wandahl - Forlag: Høst&Søn - Sidetal: 202
Gave fra Rosinante&co.

"16-årige Dina er træt af fordommene. Ja, hun har albinisme, men det betyder altså ikke, at hun er en eller anden vanskabning. Hun har bare utrolig lys hud, og så ser hun rimelig dårligt. Men ikke så dårligt, at hun ikke godt kan se, hvorfor alle pigerne på gymnasiet er vilde med Luke fra 3.a. Eller at hendes bedste ven, Michael, måske føler lidt mere end venskab for hende."

”Et stykke af månen” er en realistisk ungdomsroman om det at være ung, og de problemstillinger som dette kan medføre med familie, venskaber og den første forelskelse. På trods af, at bogen omhandler seriøse ting, så er humoren deri simpelthen så skøn – jeg sad flere gange under læsningen og fniste for mig selv. Jeg var også ret vild med, at der var så mange referencer til nutidige ting – som f.eks. Avatar og Star Wars.

Dina er en meget troværdig hovedperson, og hun er bestemt ikke perfekt, men hun formår alligevel at anerkende sine fejl, når hun begår dem – hun er trods alt et menneske. Jeg kunne personligt relatere rigtig meget til hende, samt alle de tanker hun gør sig omkring det forvirrende teenage-liv i starten af gymnasiet. Derudover kan man ikke lade være med også at forelske sig lidt i alle de andre karakterer i bogen. For selvom de alle sammen har deres fejl, så er de unikke hver især. Jeg vil dog gerne beholde Michael for mig selv…

"Jeg føler mig som et skide isbjerg, med så mange følelser under overfladen, at jeg ikke kan holde dem inde. Og jeg forstår faktisk godt, hvis der ikke er nogen, der kan holde mig ud." - citat side 134.

Den kan varmt anbefales, især hvis man er ung, og føler sig forvirret over livets ændringer i starten af gymnasiet – for hvordan skal man forholde sig til det hele? Det har den her bog et godt bud på. Jeg ville have elsket at læse den her bog, da jeg gik på efterskole eller lige da jeg var startet i gymnasiet, da den simpelthen er så relevant for den aldersgruppe. Ikke desto mindre, så knuselsker jeg den alligevel, da jeg kunne spejle mig så meget i den. Behøver jeg at sige, at jeg sluttede læsningen af med kuldegys og et par tårer? Fantastisk historie!

4 kommentarer:

  1. Dvæler lige lidt ved billederne ... holder sukkerfri november #worstdecisionever :-/

    SvarSlet
    Svar
    1. Åhh hvor er du sej! Det ville jeg slet ikke kunne klare.. Haha :)

      Slet
  2. *Hehe* I det mindste er det en god og billig kage. :P (Twitter-reference)

    SvarSlet
    Svar
    1. Haha ja præcis! Det kunne have været værre ;)

      Slet