søndag den 20. november 2016

Bogforum 2016 - Søndag


Søndag startede vi vores program på Bogforum med at høre Linette Harpsøe blive interviewet af Rikki Jørgensen om sin bog "Exilium" på Dreamlitts stand. Hun fortalte om sine idéer til serien, om de monstre, der optræder, om den feministiske vinkel var bevidst eller ubevidst, og tankerne omkring forsiden, og hvilket publikum den tiltrækker. Det var virkelig spændende, og jeg er blevet så nysgerrig efter at læse bogen - den virker til at være noget helt særligt. Efter interviewet var hun også så sød og signerede mit eksemplar af bogen.


Vi havde endnu mere tid til endelig at få set de sidste par stande, som vi ikke nåede om lørdagen. Et tiltag hos Liveboox' stand var desuden et ønstetræ, hvor man kunne skrive sit bogønske på en seddel og hænge på træet - og så ville de finde en heldig vinder. Idéen var simpelthen så fin, og det var en sjov måde at lave en konkurrence på. Det var desuden meget vigtigt for mig, at vi lige nåede rundt alle steder, og også lige fik sagt hej til vores kontaktpersoner i forlagsverdenen. Det er altid så hyggeligt, og man bliver altid revet med i snakken om nye udgivelser eller kommende bøger, og det hele er virkelig bare en kæmpe bogfest. Jeg var så heldig at blive beriget med 3 anmeldereksemplarer. "Det Litterære Apotek" af Nina George fra Bazar, "George" af Alex Gino fra Alvilda og "Vejen til Panteon" af Boris Hansen fra Tellerup.


Jeg fik også tid til at hænge ud med den bedste Newt Scamander hos HarperCollins Nordic. Vi er et flot par, hvis jeg selv skal sige det. Min vildt professionelle og flotte keyhanger er desuden sponsoreret af Slacker Satellite, hvilket jeg er ret taknemmelig for! Mens vi stod og hang ud med Newt, så var der pludselig baconsmagsprøver, og det viste sig at Christopher Sjuve skulle signere. Det var en ren baconfest, og der blev uddelt bacon til højre og venstre. Mere bacon til folket!


Så blev det endnu engang tid til forfatterinterviews. Først var vi endnu engang henne på Dreamlitts stand for at høre Katja Berger bliver interviewet af Nikolaj Johansen om sin bog "De 7 Synder". Hun fortalte lidt om sin forfatterdrøm, vejen til udgivelse, samt om de spirende idéer, der udgjorde grundlaget for bogen, og lidt om sine kommende udgivelser. Bagefter hørte vi Malene Sølvsten i samtale med Birgitte Jørkov - om det at skrive en bog uden at ens ægtefælle ved noget om det. De kom blandt andet ind på fordele og ulemper ved at skrive hemmeligt, og generelle tanker om det at være forfatter - og følgerne af dette. Jeg ved, at Malene skrev længe på "Ravnenes Hvisken" før nogen vidste noget om det, men jeg er glad for, at hun ikke holder sit skriveri hemmeligt længere.


Vi endte så med at afslutte vores weekend til Bogforum ved at forevige øjeblikket på billeder. Det foregik hos Forlaget Carlsens fotovogn, hvor man gennem hele weekenden kunne få taget billeder med diverse børnekendisser. Vi stod i kø til normale billeder - lige inden Onkel Reje skulle ind i vognen - og vi var faktisk de sidste, som fik taget billeder, inden han skulle til sammen med alle børnene. Dette års Bogforum var derfor enormt vellykket, og vi fik egentlig nået og set alt det, vi ville. Tak for i år! Det var så hyggeligt at snakke med jer alle sammen - boginteresserede, forfattere, bloggere, youtubere, forlagsfolk, boghandlere og alle jer andre. Vi ses til næste år!

4 kommentarer:

  1. Det lyder til at I havde en vildt vellykket søndag :D
    Ønsketræet var simpelthen sådan en god idé!

    SvarSlet
    Svar
    1. Det havde vi virkelig!

      Og ja - genial idé. Jeg vandt desværre ikke, dog ;)

      Slet
  2. Newt og dig ser skønne ud, han er sgu dejlig ;)<3

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak! Han er så søøød, ja :D

      Slet