fredag den 18. november 2016

Bogforum 2016 - Fredag


Den 11.-13. november stod der Bogforum på programmet for Malene og jeg. Vi havde derfor valgt at overnatte hele weekenden på et hostel i nærheden af Bellacenteret, så vi kunne nå at se, høre og opleve alt - det er nemlig ret svært at nå på én enkelt dag. Tiden fløj afsted og weekenden var som sædvanlig helt magisk og fyldt med bogglæde.

Vi startede vores fredag på Bogforum med at hente en gratis Pixi-bog hos Forlaget Carlsen - jeg valgte selvfølgelig en med mumitroldene. Derefter tog vi hen til Rosinante&co, da Anette Herzog og Rasmus Bregnhøi skulle interviews af Thomas Thorhauge om bogen "Hjertestorm". Anette er selve forfatteren, og Rasmus har illustreret den ene halvdel af bogen, som hedder "Stormhjerte". De talte meget om den første forelskelse, og hvilke forskelle der er i denne for henholdsvis piger og drenge - og at det stadig er svært, det der med forelskelse, selv som voksen. Det var et sjovt og hjertevarmende interview, og bagefter fik jeg signeret min udgave af bogen af dem begge (og fik den fineste tegning, hvor hovedpersonerne kysser! (som jeg selvfølgelig selv bad om..)) inden vi begav os videre...


I år er der blevet lavet et specifikt børneområde til Bogforum, hvor der var plads til leg, børnebøger og udfoldelse for de yngste. Der var blandt andet små læsesteder, stande med de sødeste bøger, rollespilskampe, tegnevægge og meget mere - og det var virkelig sådan en fin idé! Jeg fik også taget et billede i den store pære, og da jeg fandt vej hen til Forlaget Carlsens stand, så jeg noget, der rørte mig utroligt meget. De har valgt at citere mig fra min anmeldelse til "Hvis jeg var din pige", så folk der skulle kigge på bogen, måske blev fristet til at købe den. Det er sådan en stor anerkendelse, og jeg er så beæret over, at der bliver sat pris på mine tanker og ord.


Læs for Livet havde den fineste, kreative og mest inspirerende stand. Overalt var der tavler, hvor man kunne give boganbefalinger eller specifikt svare på folks efterspørgsel efter en bestemt bog. Der var derudover også en post-it-væg (som I kan se på billedet), hvor man kunne skrive bogtitler på en lap papir til inspiration for andre. Det var SÅ fint og så gennemført, og vi vendte tilbage til standen flere gange i løbet af weekenden. Det er sådan et godt initiativ, og det varmer mit hjerte, at der faktisk er børn, der hungrer efter gode historier - og også tør stille krav til bøgerne.


Derefter stod den på signering hos søde Michella Rasmussen ved Tellerups stand. Jeg har allerede læst og anmeldt hendes bog "Stalker", og jeg venter spændt på, hvad vi kan se fra hende i fremtiden (jeg har nemlig hørt lidt snak om det, og jeg glæder mig!). Det var også Michellas allerførste bogsignering, og hun klarede det så fint! Signering og selfie - det er i hvert fald vejen frem.


Så blev det tid til et af højdepunkterne på mit program. Meredith Russo - forfatteren til "Hvis jeg var din pige", der blev interviewet af Ditte Giese ved Lindhardt&Ringhofs stand. Bogen er en af de bedste bøger, som jeg har læst i år, og det var så hjerteskærende, smukt og skrøbeligt at høre hende fortælle om tankerne bag bogen, og om det at være transkønnet og tankerne om dette i en ung alder. Hun var så inspirerende og rørende, og jeg fik tårer i øjnene undervejs. På trods af sin nervøsitet og pillen ved henholdsvis plastikkrus og støvler, så klarede hun det utrolig godt, og jeg beundrer hende så meget. Hendes vision med sit forfatterskab er, at tilføre en stemme, som hun selv har manglet, i forskellige genrer, så alle har en mulighed for at genkende sig selv i det, de læser. Hun har startet med at skrive om realisme, og det næste skridt er så magisk realisme - hvor det til sidst skal ende i noget cyber punk-universe. Efter interviewet var der signering, og jeg var den allerførste i køen. Jeg fortalte hende om, hvor højt jeg elsker hendes bog, og jeg gik derfra helt høj på adrenalin og med rystende hænder. SÅ vildt var det at møde hende, og jeg kan næsten ikke trække vejret, når jeg tænker på det.


Det var ved at være tid til check-in på vores hostel, men på vej mod udgangen så vi Helle Busck Fensvig - direktøren for Arnold Busck - i samtale med Bo Dybkær om bøger, og hvordan de sælger bedst. Helle påpegede blandt andet, at hvis hun selv havde skrevet og udgivet en bog, så ville hun nok sørge for at udgive den i foråret, da boghandlerne har mest tid til at se på bøger der. Hun snakkede derudover om forsider, der skal fange læseren, og hvad de i Arnold Busck gør for at give selvudgivne forfattere en chance. Det var en yderst interessant samtale, så jeg er glad for at vi nåede at høre lidt af den. Derudover havde Arnold Busck sørget for den fineste goodiebag til nogle af os bloggere, og det fine indhold kan ses på billedet. Tusind tak - det er simpelthen så sødt af jer, og jeg er stolt over at arbejde i jeres kæde, omend det blot er som juleassistance.


Efter check-in var det meningen at vi skulle høre Amalie Laulund Trudsø, men eftersom den store klovn (læs: mig) havde glemt sit kamera på det der hostel, så måtte jeg løbe tilbage for at hente det, mens Malene gik hen og sørgede for gode pladser til det næste interview. Skæbnen ville så heldigvis, at da jeg kom tilbage, så stod hun og snakkede med et par læsere, så selvom jeg ikke fik hørt hende tale om sin bog, så fik jeg en skøn signering af hende. Hvor heldig kan man være? Jeg nåede lige akkurat hen til Malene, inden vi skulle slås om de gode pladser. Vi skulle nemlig høre selveste Patrick Ness blive interviewet af Damien Arguimbau. Dette var endnu et af mine højdepunkter til Bogforum, og endnu engang fik jeg tårer undervejs i interviewet. De talte om bogen "Monster", og hvor vigtig bogen har været for læserne. De skriver til Patrick, uanset om det er børn, der står i samme situation som Conor eller forældre, der kan sætte sig ind i det, så lytter han og er der for dem. Men selvom det var nogle ret triste emner, han talte om, så formåede han alligevel at gøre det hele lidt humoristisk og knap så gråt. Han fik smil og latter frem blandt publikum flere gange, og han virker bare som den rareste person.


Den perfekte måde at slutte fredagen af på var selvfølgelig til et forfatterangement med Audrey Carlan, som jeg var blevet inviteret til af Lovebooks (og du kan læse meget mere om arrangementet lige her). Det var en aften med drinks, godt selskab og gode samtaler, og hun var simpelthen sådan en skøn person. Så alt i alt var fredag vellykket, og kun en enkelt ting glippede pga. min distræthed og manglende kamera - men jeg nåede jo at få signeringen, så jeg tager det ikke så tungt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar