torsdag den 20. oktober 2016

Litterære indrømmelser #7 - Rating med stjerner


Efter en del refleksion og en masse overvejelser, så har jeg endelig fået beskrevet, hvordan jeg rater mine bøger, og hvad de forskellige stjerner står for. Der er meget forskellige holdninger til, hvad de enkelte stjerner betyder, og jeg vil derfor prøve at fastlægge mine i dette indlæg. Det er muligvis anderledes hos andre bloggere, men nu er der i hvert fald en lille kommentar på, hvad de forskellige ratings betyder for min personlige læsning af en bog.

Jeg bruger som udgangspunkt 5-stjerne systemet, som også er det, der bliver brugt på Goodreads. Derudover bruger jeg kun hele stjerner, dvs. jeg aldrig rater bøger med halve stjerner (f.eks. 3,5). Hvis jeg er i tvivl om ratingen skal op eller ned, så reflekterer jeg lidt mere over bogen, inden jeg skriver en endelig anmeldelse.

Derudover er min vurdering af læseoplevelsen også bestemt ud fra bogens egen stemning og mit eget følelsesregister. Hvilken følelse eller fornemmelse efterlader den her bog i mig? Nogle gange kan en bog føles som en 4-stjerner, selvom den måske på baggrund af anmeldelsen lyder som en 5-stjerner. Jeg lytter meget til min fornemmelse af bogen som helhed, hvilket ikke altid kan forklares eller begrundes ud fra en skala. Dette gælder desuden alle ratings og ikke kun de overstående.

En stjerne. Denne rating betyder: Jeg kunne ikke lide bogen. Det sker heldigvis meget sjældent, at jeg overhovedet ikke kan se noget positivt ved en bog. Denne rating er derfor ret sjælden hos mig.


To stjerner. Denne rating betyder: Jeg synes bogen var okay, men ikke lige min smag. Disse bøger er derfor sjældent nogen, som jeg vil læse igen, da de ofte bare ikke falder i min smag.


Tre stjerner. Denne rating betyder: Jeg kunne godt lide bogen eller Bogen var fin nok. Dette er derfor ikke en 'dårlig' rating, som det ellers ofte bliver mistænkt for at være. For mig er det en grænse mellem at bogen underholdte mig og var fin nok, men bare ikke mere end det. Jeg vil stadig anbefale bøgerne med denne rating, da de ofte var fine læseoplevelser, selvom de ikke slog mig omkuld.

Fire stjerner. Denne rating betyder: Jeg synes bogen var virkelig god. Bøger med denne rating har ofte noget ud over det sædvanlige, som gør den fortjent til en stjerne mere end bare at være en god læseoplevelse. Det kan være, at jeg blev positivt overrasket, eller at der bare var elementer i bogen, som jeg elskede. Jeg kan ofte kun sætte fingeren på nogle få ting, der eventuelt mangler for at gøre læseoplevelsen perfekt.


Fem stjerner. Denne rating betyder: Jeg synes bogen var fantastisk! Denne rating er tildelt bøger, som jeg virkelig elsker - og størstedelen af disse ender blandt mine yndlingsbøger. Denne rating er for bøger, som måske ingen mangler har, eller som er så unikke, at de overskygger eventuelle mangler.

6 kommentarer:

  1. Det er fedt at læse dine overvejelser omkring det - jeg synes nemlig også, det er så svært at give stjerner på Goodreads. Det er også derfor, jeg ikke selv bruger dem på min blog. Samtidig kan de være en god indikator, hvis jeg bare lige skimmer en anmeldelse, så jeg sætter pris på, når andre gør det, haha!

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er jeg glad for, at du synes! :)
      Sådan tror jeg egentlig, at der er mange, der har det. Det er altid så svært med de der stjerner - for en bog kan jo godt have været god uden at få fuldt hus, og det tror jeg nogle gange, man lidt kan glemme i den skimning ;)

      Slet
  2. Rigtig god forklaring Rikke, og er meget enig i hvad dine stjerner betyder :) har selv overvejet at lave sådan en boks på min blog, med forklaring af stjernerne, synes nemlig det er ret smart :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak søde Amalie!
      Ja ikke? Den har været længe undervejs, men jeg er nu glad for, at den endelig er her :)

      Slet