søndag den 2. oktober 2016

Forfatterinterview: Julie Kagawa

The Iron Fey af Julie Kagawa
Dragerne af Julie Kagawa

Jeg har været så heldig at få lov til at interviewe Julie Kagawa i forbindelse med hendes besøg i Odense. Hvis man ønsker yderligere information, så henvises der til hendes hjemmeside, som kan findes her.

Interviewet foregik på engelsk, og jeg har derefter selv oversat det til dansk.

Julie Kagawa blev født i Californien, men flyttede til Hawaii, da hun var 9 år. Da hun var 18 år, flyttede hun til Kentucky, hvor hun også bor lige nu. Udover at skrive bøger, så kan hun lide at game, lave små fine drager af ler (billeder af disse kan ses på hendes Instagram) og så har hun gået til kung fu i 8 år. Hun har skrevet serierne "The Iron Fey", "Blood of Eden" og "The Talon Saga", hvoraf første og andet bind i sidstnævnte serie er blevet oversat til dansk, og udgivet hos HarperCollins Nordic med titlerne "Dragerne" og "Oprørerne". "The Iron Fey" bliver også oversat ved samme forlag, og udkommer i 2017.

Vil du fortælle om en af dine yndlingsbøger og hvad det er ved den, der gør at den fortjener den titel?
- En af mine yndlingsbøger - som også er den første, jeg kom til at tænke på - er en bog, som jeg læste da jeg var teenager, der hedder "The Druid of Shannara" af Terry Brooks. Den havde en smuk kærlighedshistorie, og i slutningen af bogen sker der noget tragisk... og jeg kan huske, at jeg læste bogen, græd over karaktererne, og tænkte "Jeg vil få læsere til at græde SÅDAN her". Så det er en bog, jeg husker på en særlig måde.

Du skriver om drager, vampyrer og feer. Hvilken af disse foretrækker du og hvorfor?
- Jeg ved det ikke helt. Jeg kan lide dem alle sammen på forskellige måder. Jeg nød at skrive "The Iron Fey" fordi det gav mig muligheden for at skrive feer, som de rigtigt skal være. De ældgamle feer som er mere primitive og ondsindede - de er ikke søde eller rare, men faktisk meget farlige, og jeg kunne godt lide at skrive om den slags feer. Derudover ville jeg gerne have de gamle skræmmende vampyrer tilbage. På det tidspunkt var "Twilight" af Stephanie Meyer meget populær, og der blev udgivet rigtig mange bøger om vampyrer, men jeg ville gerne skrive om de lidt mere old school vampyrer. De vampyrer, som man ikke havde lyst til at kysse med, og dem, som man ikke ville være i nærheden af, da de netop ikke ville kysse en, men derimod flå ens hals i stykker. Og så skriver jeg om drager, da de er mit yndlings fabeldyr - så dem elsker jeg at skrive om.

Hvis du var en drage i "Sagaen om Talon"-universet, hvordan ville du så se ud?
- Uhh, jeg har to bud! Enten ville jeg være en graciøs sort drage, for hvis jeg var i Talon, så ville jeg nok højst sandsynligt være en Hugorm, og ellers ville jeg gerne være en drage fra gamle dage, da jeg virkelig godt kan lide deres udseende.

Er der en specifik karakter i en af dine bøger, som du identificerer dig mest med?
- Der er en lille smule af mig i alle mine karakterer, men særligt Allie (Allison) fra "The Immortal Rules". Jeg var selv noget af en enspænder, lidt af en rebel, havde et stort temperament og et lille problem med autoriteter - præcis ligesom Allie. Så ja, det må nok være hende.

Jeg synes, det er meget interessant, at "Sagaen om Talon" foregår i en moderne verden. Hvad fik dig til at træffe den beslutning?
- Jeg ville rigtig gerne lave noget andet med drager. De fleste af de bøger om drager, som jeg selv havde læst, var ofte om dragerne fra middelalderen. Jeg tænkte, hvad nu hvis dragerne havde overlevet og stadig var i den moderne verden - hvad ville de så lave? Jeg tror ikke, at de ville gemme sig i huler og bevogte skattekister dagen lang... Jeg tror, at de ville være administrerende direktører i et millionær-firma. Så ja, det var ret sjovt at forestille sig, hvad dragerne ville foretage sig i den moderne verden. 

Til alle fantasy-elskere derude - er der så en bestemt bog, som du vil anbefale dem at læse?
- Alt af Neil Gaiman. Han er en fantastisk forfatter. Jeg kan især godt lide "Stardust" og "American Gods", så de må nok være mine favoritter. Jeg har dog lige læst en bog af Lesley Livingston - den er ikke udgivet endnu - som hedder "The Valiant", der blandt andet handler om kvindelige gladiatorer, og den var virkelig interessant!

Fantasy er en af mine yndlingsgenrer. Har du planer om at fortsætte med at skrive fantasy eller har du noget andet i tankerne?
- Lige nu bliver det nok fantasy i et langt stykke tid. Jeg har prøvet at skrive i genren contemporary, men det er som om, at feer og vampyrer bliver ved med at poppe op i mine historier, så jeg har ligesom accepteret, at jeg har brug for noget overnaturligt, ellers bliver det for kedeligt for mig.

Du har fortalt, at den første bog, som du prøvede at få udgivet, var en bog for voksne (som desværre blev afvist). Har du planer om at prøve at få den udgivet igen på et tidspunkt?
- Det var min allerførste bog, og det var også en fantasyhistorie, som jeg muligvis omskriver til en ungdomsbog, da jeg virkelig godt kunne lide den. Karaktererne var alligevel også ret unge, da de fleste af dem var teenagere, så det kunne sagtens ske, at jeg valgte at fokusere på den igen en dag.

The Iron Fey af Julie Kagawa

12 kommentarer:

  1. Det blev da så fint interview, søde Rikke!

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er jeg glad for, at du synes! Det blev ret godt til sidst ja <3

      Slet
  2. Sikke et skønt interview - jeg googler straks Livingstons bog efter denne kommentar :) Hun var simpelthen så sød og jeg har også allerede skrevet til forlaget, at de meget gerne må få hende til Danmark igen :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak!
      Hun var nemlig bare så skøn og sikke en god idé - ville nyde at snakke med hende igen :D

      Slet
  3. Skønt interview, og dejligt at få lidt uddybning på noget af det hun sagde i løbet af aftenen.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak Kirsten. Det er jeg virkelig glad for, at du synes!

      Slet
  4. Taaak for det sidste spørgsmål, sødeste Rikke! Og sikke et fint interwiev :D

    SvarSlet
    Svar
    1. Haha, det var skam så lidt mus! Tusind tak :D

      Slet
  5. Sikke smukke billeder, og et fint interview <3

    SvarSlet
  6. Det blev til nogle vildt fine spørgsmål (og svar)!
    Jeg ELSKER især spørgsmålet om hvilken drage hun selv ville være - måske ikke helt Hugorm-delen (de freaker mig lidt ud), men et perfekt spørgsmål! <3

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak mus!
      Det var også det spørgsmål, som hun blev mest overrasket over, tror jeg <3

      Slet