søndag den 18. september 2016

Politikens Boghal: Emma Cline på Trappen


Jeg var til forfatterarrangement med Emma Cline fredag den 16. september, og da hun simpelthen var et virkelig interessant menneske at lytte til, så skulle jeg selvfølgelig også høre hende blive interviewet af Kathrine Tschemerinsky i Politikens Boghal senere den eftermiddag. Hvis du endnu ikke har fået læst min anmeldelse af bogen, så kan den læses her.

Emma Cline skulle, inden interviewet begyndte, læse et lille stykke op fra sin bog. Hun havde udvalgt starten af den engelske udgave, hvilket var ret spændende at høre. Til dels fordi jeg jo selv har læst den på dansk, men der er også bare et eller andet fascinerende over at høre forfatteren læse sine egne ord op. Derefter blev hun interviewet, og så kunne man til sidst stille spørgsmål, inden der var mulighed for signering.

Interviewet berørte blandt andet hendes portrættering af kvinder og piger i bogen, hvor Emma Cline bevidst lægger et særligt fokus på dette, da det er den slags bøger, som hun selv ønsker, at der var flere af. Den viser ikke kun sort/hvide billeder, som mange andre bøger gør, men kommer også ud i gråzoner. Folk er hverken helt gode eller helt onde - alle kan skuffe en, og selve relationerne til andre mennesker er en ting, som Emma Cline er utroligt interesseret i. Det var blandt andet derfor, at hun gerne ville skrive om en kult, og om det at være en del af noget større end en selv.

Derudover blev selve bogens plot (som er baseret løst på Manson-kulten) også berørt. Hvordan hun fik idéen til det, hvordan det gik videre derfra, og lidt om hendes research til hele ungdomskulturen i 60'erne. Hun ville gerne forsøge at holde alle de specifikke referencer ude af bogen, og det kunne til tider være vanskeligt som forfatter.

Der var spørgsmål fra læserne om, hvorvidt hun var trist over, at hun næsten udelukkende havde kvindelige læsere til stede. Dette påvirkede hende ikke så meget, da hun mente, at det er forståeligt, at mange kvinder ville kunne sætte sig ind i måden, som Evie (hovedpersonen) tænker og handler på - både i sine teenageår, men også senere som voksen.

Noget af det mest fascinerende ved hele hendes beretning om skriveprocessen, tankerne bag bogen og lignende, synes jeg, er hele hendes princip om, at bogen ikke har et egentlig formål som sådan. Der er ikke nogen bestemt morale eller facit, så man må selv få det ud af bogen, som man kan.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar