onsdag den 25. maj 2016

Gæsteblogger #3 - Mia K

Gæstebloggeren denne gang er Mia K, der blogger på Readers Wall.

Hvem er du? Fortæl lidt om dig selv, hvad du laver til dagligt og evt. boglige vaner.  
Mit navn er Mia, og jeg er ligesom Rikke, også bogblogger. Jeg skriver på bloggen Readerswall.dk, hvor jeg primært anmelder bøger. Jeg er i gang med kandidaten på litteraturvidenskab i Odense, og mit store mål er at komme til at arbejde med bøger hver dag. Måske på et forlag eller et bibliotek. Jeg er for tiden i gang med at ’læse ud’ i alle mine ulæste bøger, og jeg har et mål om at få dem alle læst inden udgangen af 2016.

Hvornår på dagen kan du bedst lide at læse, og hvor skal det helst være?
Jeg kan helt sikkert bedst lide at læse om formiddagen. Der er jeg mest udhvilet, og jeg kan derfor bedst koncentrere mig om at fordybe mig i det, jeg læser.

Kan du læse, hvis der er støj omkring dig?
For et år siden kunne jeg slet ikke læse, hvis der var støj omkring mig. Jeg havde et ur hængende på væggen i min gamle lejlighed, og jeg hver gang jeg læste, blev jeg ved med at bytte rundt på uret, mellem stuen og soveværelset. Jeg kunne ikke læse, hvis jeg kunne høre, at det tikkede. Så måtte jeg igen flytte hjem til mine forældre i en overgang, og jeg blev derfor nødt til at finde mig i, at der var forskellige lyde og stemmer i huset, når jeg læste. Nu kan jeg bedre håndtere støj, men jeg kunne aldrig finde på at sætte musik på, eller andet i den stil. Jeg foretrækker ro, når jeg skal læse.

Hvilke genrer kan du normalt godt lide at læse, og er der genrer, som du slet ikke læser?
Jeg elsker horror. Det er uden tvivl min favorit, når det kommer til genrer. Jeg kan også godt lide at læse en god chick-litt eller spændingsroman i ny og næ. Historiske romaner er jeg også ret glad for. Til gengæld læser jeg ikke så meget fantasy og sci-fi. Det siger mig ikke rigtig noget.

Hvis du skulle nævne 3-5 bøger, som virkelig har rørt dig, ændret dit syn på ting eller noget helt tredje, hvilke skulle det så være og hvorfor?
- ”Bitter Greens” af Kate Forsyth. Det er en historisk roman der tager udgangspunkt i fortællingen om Rapunzel, og bogen er så utrolig grænseoverskridende og fantastisk. Det er én af de bøger, man aldrig glemmer.

- ”Jane Eyre” af Charlotte Brontë. Det er min yndlingsklassiker, og også en af de første af slagsen, jeg læste. Den er gotisk, spændende, alvorlig, underholdende og utrolig velskrevet. Alt på samme tid.

- ”Pigen der elskede Tom Gordon” af Stephen King. Som horrorfan har jeg læst utrolig meget Stephen King. I sær, da jeg var yngre. Den bog var den første, jeg læste af ham, og derfor den, der gjorde mig afhængig af hans ord. Det er langt fra den bedste bog, han har skrevet, men jeg var fuldstændig lamslået, da jeg havde læst den første gang. Bogen betyder meget for mig, og jeg kigger tilbage på den, som én af de bøger, der virkelig gjorde mig interesseret i at læse.

Hvad er den seneste bog, som du har læst og elsket?
Den sidste bog jeg har læst og elsket er ”Sanctum” af Madeleine Roux. Den er nummer to i ”Asylum” serien, og indtil videre er jeg ret imponeret.

Hvad er den seneste bog, som du har læst og ikke kunne lide?                
Jeg har lige haft en masse eksaminer, så jeg har læst en del faglitteratur, der ikke var så spændende. Fiktionsmæssigt må jeg nok sige ”Magtens Pris” af Pernille Vørs, som jeg kun gav 2 stjerner. Den minder alt for meget om ”Fifty Shades of Grey” til min stil, og nogle detaljer er direkte ens. Det bryder jeg mig bestemt ikke om.

Hvad er dit seneste bogkøb?

Uhh. Jeg har lige købt en lille pakke fra Saxo med de sidste to bøger i ”Asylum” serien. Jeg glæder mig virkelig til at læse serien færdig.

Hvis du skulle anbefale én bog til Rikke, hvilken bog skulle det så være?
”Bitter Greens” af Kate Forsyth. Det tidligere spørgsmål fik mig til at huske, hvor meget jeg virkelig elskede den bog. ”Wild Girl” af Kate Forsyth er virkelig også god. Og Stephen King. Masser af Stephen King!

Hvor kan man følge dig på de sociale medier?
Readerswall.dk
Instagram under ’miakrone
Twitter under ’Readerswall
Facebook under ’Mia Krone Jørgensen’ og ’Readerswall.dk

Ingen kommentarer:

Send en kommentar