tirsdag den 15. marts 2016

"21 måder at dø" - Sarah Engell

21 måder at dø af Sarah Engell
21 måder at dø af Sarah Engell
Original titel: 21 måder at dø - Forfatter: Sarah Engell - Forlag: Carlsen - Sidetal: 335

"Hvor lang tid tager det at gå fra at være en af klassens mest populære piger til at være en social taber, udstødt og stemplet af alle? Ikke ret lang tid, konstaterer Stella, da hun efter en misforståelse kommer på kant med sin bedste veninde, Amalie. I løbet af ingen tid får Amalie vendt klassen mod Stella, og hun skyer ingen midler: Facebook-hetz, sms’er og groteske Youtube-klip. Stella er forsvarsløs og kan ikke andet end se til, mens hendes hadeside får flere og flere likes, og Amalies angreb bliver mere og mere ondskabsfulde. En lille trøst er Filippa, der også går i klassen, men hvor meget er en veninde egentlig værd, hvis hun ikke tør mødes, når andre ser det? Stella kan mærke, hvordan hun langsomt dør indvending. Den musik, der før var hendes et og alt, visner, og de få mennesker, som hun stadig stoler på, falder fra en efter en. Så hvad er der tilbage at kæmpe for? Ingenting. Det er jo bare at vælge en af de 21 måder, som hun har listet op. 21 måder at dø ..."

Ungdomsbøger når det er bedst! Det er en kategori, som denne bog tilhører. Jeg blev simpelthen blæst bagefter, og enormt positivt overrasket. Jeg vidste godt, at bogen ville være barsk, men jeg åbenbart havde intet begreb om, hvor meget den ville kravle ind under huden på mig. Stella, de andre karakterer og hele bogen er så autentisk, at jeg stadig får kuldegysninger af at tænke på det. Den håndterer emnet om mobning på så ærlig en vis, at det både gør ondt, men også får en til at åbne øjnene op for virkeligheden.

Som Sarah Engell så fint har udtrykt det, så "pynter hun" ikke på noget - hvilket jeg egentlig sætter stor pris på. Det er med til at gøre bogen så speciel, og den skiller sig ud fra de andre ungdomsbøger, jeg har læst - på den gode måde. Jeg elskede, at Stella ikke bare tog mobningen til sig, men også kunne bide fra sig indimellem, for sommetider så får man simpelthen nok! Det var en fornøjelse at følge hendes op- og nedture, og det føles nærmest som om, at jeg har oplevet historien i virkeligheden frem for at have læst den som bog.

"I det mindste nøjes hun med sms'er i dag. Jeg hader, når hun skriver på Facebook, hvor hele klassen kan kigge med. Hele verden, hvis den ville." - citat side 8.

Jeg kan rigtig godt lide de autentiske input i form af virkelige hændelser, som nogle gange indleder kapitlerne. Det er med til at gøre bogen endnu mere realistisk, og til ligesom at fortælle læseren, at disse forfærdelige ting sker i virkeligheden. Mobning sker hele tiden, og nogle gange kommer det så langt ud, at folk rent faktisk begår selvmord. Det er en meget stærk ungdomsbog, og jeg kan varmt anbefale den. Jeg har lidt blandede holdninger til slutningen, men jeg har fuld forståelse for, hvorfor den ender, som den gør. Så hvis du ikke allerede har læst den, så bør du virkelig gøre det.

4 kommentarer:

  1. Jeg har kigget lidt på den før, og det kunne da godt være at man skulle læse den nu :D

    SvarSlet
    Svar
    1. Jaaaa - det kan varmt anbefales i hvert fald! :D

      Slet
  2. Jeg genkender dine blandede følelser omkring slutningen! Og også resten af de følelser, bogen vækker! Tak for en fin læseoplevelse :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh, hvor er jeg glad for at jeg ikke er den eneste med dem!
      Tusind tak <3

      Slet