fredag den 4. september 2015

Tankermylder #5 - Bøger, der gør ondt


Jeg sad og var ved at lave en liste over mine 3 yndlings ungdomsbøger til søde Anna, da det pludselig slog mig. De ungdomsbøger, som jeg elsker allermest, er bøger, som rører noget inde i mig. Det er ikke bare hvilke som helst bøger, men bøger, som ofte gør ondt eller får mig til at græde. Bøger, der prikker til mit hjerte og ender med at rive det ud og trampe på det. Bøger, der prøver at sætte plaster på såret for derefter at rive plasteret af igen med en voldsom kraft. Bøger, der omhandler mørkere emner, som f.eks. død, psykiske sygdomme, rodløshed eller generelt utilpassethed. De falder som regel i god jord hos mig.

Eftersom at jeg er en håbløs romantiker, så havde jeg egentlig forestillet mig, at jeg elskede de bøger med sukkersød kærlighed og lykkelige slutninger allermest. Især fordi jeg ikke bryder mig vanvittigt meget om hvis a) bogen ikke ender som jeg vil have det eller b) bogen ikke ender lykkeligt. Alligevel stemmer det ikke helt overens med mine yndlingsbøger, og det fik mig til at gå i tænkeboks.

Jeg har egentlig ikke tænkt over min læsning på dén måde, men jeg finder det en anelse skræmmende. Er det derfor jeg bliver skuffet over de lyserøde contemporary-bøger, som jeg ellers troede, at jeg ville elske? Er det fordi jeg inderst inde egentlig hellere vil have lidt mørke end alt det lys? Fordi det på en måde er mere realistisk for mig?

Det kom egentlig lidt bag på mig, og jeg er lidt chokeret. Jeg har ikke rigtigt ord for det. Det er underligt at se på sig selv gennem sin læsning på den måde, og jeg føler også at jeg blotter mig selv som person ved at skrive dette. Men det er noget, som jeg har tænkt over, og egentlig gerne vil dele med jer - især for at høre, om der er andre der har det på samme måde eller har oplevet lignende åbenbaringer om sig selv og ens læsning.

Jeg valgte omhyggeligt mine 3 yndlings ungdomsbøger med udgangspunkt i, at sortere alle paranormale eller fantasy elementer fra (for ligesom at skære stakken ned, så jeg kunne udvælge 3), og nåede deraf frem til "Looking for Alaska" af John Green, "Som Stjerner på Himlen" af Jennnifer Niven, og "Minus Iris" af Natasha Farrant. (Bogens titel er baseret på, hvilket sprog jeg læste bogen på). Det, som egentlig startede dette indlæg, var den fællesnævner, som de 3 nævnte bøger har tilfælles - at de omhandler og tackler 'døden' som et element i deres fortælling.

4 kommentarer:

  1. Så fint skrevet. Jeg har aldrig rigtig tænkt over det på den måde, men det er egentlig ret interessant.
    Måske har vi nemmere ved at identificere os med karakterer, som du selv er inde på, som oplever nogle mere realistiske ting end den store lyserøde, perfekte kærlighed. De fleste drømmer om den, men det er nok de færreste der oplever den på det plan, som bøgerne fremstiller den, hvorimod de fleste har oplevet at miste, og kan derfor relatere til personerne og på en måde ikke føle sig helt så alene omkring de følelser der følger med.
    De emner, som behandles i den slags bøger sætter også en masse tanker i gang og det er nok derfor jeg altid husker dem bedre end de lyserøde kærlighedshistorier, som næsten glemmes idét bogen lukkes, og kun har fungeret som underholdning.
    Men du har ret, det er virkelig svært at sætte ord på :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak! Jeg havde nemlig heller aldrig tænkt over det sådan dér før...
      Jeg tror du har helt ret. Det giver i hvert fald meget god mening, at det hele hænger sådan sammen!
      Og det er jo heller ikke fordi at vi ikke også skal læse de der lyserøde historier, som vi hurtigt glemmer igen. Alle 'forskellige' slags læsninger er vel lige 'vigtige', hvis man kan sige det sådan :D

      Slet
  2. Mine yndlingsbøger vil altid være dem der har sat en form for tanker i gang, eller har præget mig et sted i mit liv, hvor de ramte plet. Det kan både være de store og de små ting. Fx er min ultimative favorit inden for fantasy Kenneth Bøgh Andersen, fordi hans bøger har så mange lag og kommer med skønne livsbetragtninger, tankevækkende kommentarer og morsomme episoder. Hans bøger, især Den Store Djævlekrig og Slaget i Caïssa har sat sig fast i mig, fået mig til at tænke og filosofere. Samtidig med at de har moret mig.

    Et eksempel fra ungdomslitteraturen er Døde piger lyver ikke af Jay Asher, som jeg knuselskede og som virkelig krøb ind under huden på mig. Jeg elskede Hannah og kunne så let forholde mig til hende. Samtidig var Clay en karakter jeg kunne følge og også forstå, i hans jagt på at finde ud af hvad han havde gjort galt, hvad der var hans plads i Hannahs selvmord.

    Jeg husker dog også mere rosenrøde bøger, eller bøger som ikke nødvendigvis har de store moraler. Jeg er fx enormt glad for Dæmondræberen af Louise Haiberg selvom jeg ikke finder en dybere mening og kæmpe filosofi i dem. De kom bare ind i et mit liv, på et tidspunkt hvor det var præcist hvad jeg havde brug for, og de krøb ind i mit hjerte og mine gode minder.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det kan jeg godt forstå og sagtens sætte mig ind i! Jeg tror muligvis også, at det hænger sådan sammen for mig. Så måske er det derfor at 'underholdningsbøger' (altså bøger uden nogle dybere mening, hvis vi skal sætte den i en bås) ikke rigtigt sidder sådan fast og jeg hurtigt glemmer det væsentlige fra de bøger.

      Døde piger lyver ikke er også en af mine favoritter! Den er SÅ god og satte virkelig en masse tanker i gang :D

      Jeg har netop fået den første bog ind ad døren og jeg glæder mig utroligt meget til at få den læst! :)

      Slet