lørdag den 6. juni 2015

"Noget om Vitus" - Sigurd Hartkorn Plaetner

Noget om Vitus af Sigurd Hartkorn Plaetner
Noget om Vitus af Sigurd Hartkorn Plaetner
Original titel: Noget om Vitus - Forfatter: Sigurd Hartkorn Plaetner - Forlag: Gyldendal - Sidetal: 214
Anmeldereksemplar fra Gyldendal.

"Vitus spiser for mange frysepizzaer og ryger for mange smøger. Han sejler planløst rundt, fordi han gemmer på en dyster hemmelighed, som kun to mennesker kender til. Livet bliver ikke lettere, da hans kæreste, Sara, fortæller ham, at hun er gravid og har tænkt sig at beholde barnet. På flugt fra virkeligheden ender han til en fest, hvor han møder Emma, der flår ilten ud af hans mellemgulv og tænder et lys i horisonten. Sammen bevæger de to sig ud på en rejse, der afvæbner Vitus, så han endelig formår at se sine dæmoner i øjnene. Bedst som det hele er ved at falde på plads, tager Emma ham med ud på en sindssyg køretur midt om natten og fortæller ham noget, der river hans verden ned til grunden og får altafgørende betydning for hans fortid. Og fremtid."

Jeg er altid spændt på at læse bøger, der er skrevet af danske forfattere. 'Noget om Vitus' lægger ud med at være en noget atypisk ungdomsbog, men den endte alligevel med at opsluge mig, og jeg kunne simpelthen ikke lægge den fra mig, da jeg først var kommet i gang med den. Sproget er meget moderne, og ungdommeligt, og der er til tider nærmest lyriske passager i bogen, hvilket var vældig interessant.

Vi følger Vitus, som egentlig ikke har de vilde ambitioner for sit liv, han lever egentlig bare. Men da en masse begivenheder finder sted, og han laver lidt selvransagelse, så ændrer han sig også som person. Det var meget spændende at følge Vitus, da jeg virkelig kunne relatere til mange af de problemstillinger, som han bliver sat i, og mange af de ungdommelige tanker, som han egenlig render rundt med. Bogen berører også dybere emner, som jeg ikke helt havde forventet, men som jeg blev positivt overrasket over, og bestemt også rørt!

""Det er fordi du står uden for hegnet. Og du vil måske mange gange kigge ind på de andre får og tænke hvorfor er jeg ikke ligesom dem, men du skal vide, at du er meget mere. Når du en dag bliver klar til det, vil du vende dig om, overvinde frygten. Og hver gang du møder urimelig modstand, som det der lige er sket, så må du huske, at det alt sammen er med til at vende dit blik væk fra folden. Mod verden!"" - citat side 12.

Jeg kunne måske godt have manglet noget mere ping-pong mellem Vitus og Sara i bogen, men da jeg virkelig holdte af karakteren Emma, så kan jeg godt acceptere at der ikke var så meget fokus på Sara. Selvom bogen var lidt underlig til tider, så er det helt klart en af de bedre bøger, som jeg har læst af danske forfattere. Jeg er meget spændt på, hvad vi ellers kan forvente at læse fra Sigurd Hartkorn Plaetner - forhåbentlig nogle flere ungdomsbøger, da han virkelig har gjort et godt stykke arbejde med denne bog! Jeg sidder i hvert fald tilbage med en følelse af eftertænksomhed.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar