mandag den 8. juni 2015

Copenhagen Comics 2015


Det var med spænding i maven, at jeg tog toget mod København sammen med Nikoline og Rikke for at tage til Copenhagen Comics. Jeg er ikke så bekendt med ret mange tegneserier og graphic novels, så jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle forvente - men jeg blev meget overrasket, og jeg havde virkelig en skøn dag! Vi startede med at være til en paneldebat, hvor der var fire forskellige debatører - Rutu Modan, Sam Arthur, Françoise Mouly (som også er Art Spiegelmans kone)  og Anette Øster - som skulle diskutere udgivelse af børnetegneserier, og hvem målgruppen for markedsføring er fra forskellige forlag. Det var interessant, og de var vist meget enige omkring, at unge læsere (især børn) er bedre læsere, de er mere tålmodige og giver sig mere tid til at se, læse og lære. 


Derefter blev jeg det samme sted for at høre endnu en paneldebat, der handlede om dét at tegne børnetegneserier. Her var det Garen Ewing, Luke Pearson og Thomas Wellmann, der var debatører. Det var et virkelig interessant oplæg, og jeg blev virkelig interesseret i alle deres tegneserier - hvilket også medførte at jeg blandt andet købte bøger af Luke Pearson og Thomas Wellmann. Men selvom jeg ikke købte noget af Garen Ewing, så var han virkelig inspirerende at høre på. Efter deres oplæg, så stod den på signering. Jeg fik bøger signeret af både Luke og Thomas, mens Anne Nikoline og Rikke stod i kø til at få signering hos David Lloyd.


Efter signeringen var jeg henne og høre Art Spiegelman, der holdte oplæg om sin egen personlige erfaring med tegneserier osv. Derefter havde jeg endelig tid til at kigge rundt på de forskellige boder, og få shoppet en smule. Jeg var derudover henne ved forlaget Calibats stand, hvor jeg kunne få signeret mit eksemplar af 'Et Helvedes Eventyr' af Lars Kramhøft. Vi fik en hyggelig snak, og jeg fik kigget lidt nærmere på de andre udgivelser fra forlaget senere på dagen. 


Derudover fik jeg set to nye afsnit af Adventure Time, hvilket jeg var helt oppe at køre over! De var gode, og selvom det var på dansk, så nød jeg det virkelig. Jeg fik kigget lidt mere på bøger, fik igen brugt lidt penge, og kiggede rundt på de mange tegneserie-elskende mennesker. Der var helt vildt mange, som var klædt ud som deres yndlingstegneseriefigur - hvad end det er fra en bog eller fra en serie - og det var meget spændende at snakke en smule med nogle af dem. Man kunne virkelig mærke, at de brænder for den serie, som de prøver at være en del af. Derudover var jeg også forbi boden, hvor Maren fra Marens blog sad - og hun tegnede den sjoveste doodle til mig.


Det allersidste på mit program var også noget af vigtigste. Det, som jeg havde set mest frem til ved at deltage i tegneserie-festivalen. At møde Natasha Allegri, som er tegner for Adventure Time, og har lavet rigtig mange storyboards for dem. Jeg havde i dagens anledning købt en af de Adventure Time bøger/blade(?), som hun primært har designet, så jeg kunne få den signeret af hende. Hun var simpelthen det sødeste menneske, og jeg er så glad for at have mødt hende. Jeg fik hende til at tegne Bimmo til mig i selve bogen, og så en separat tegning af Princess Rainicorn på et stykke papir. Indsæt selv et passende fangirl-skrig, og en lalleglad Rikke.


Det var virkelig en skøn fornøjelse at deltage, og jeg ser meget frem til næste gang! Jeg fik desuden også en ny veninde, da jeg stod i kø til signering hos Natasha, og det var virkelig herligt at snakke med hende, og vi fulgtes også hen til hovedbanegården, da vi var færdige. Jeg endte med at slæbe på meget mere end jeg havde forventet - jeg endte nemlig med 8 comics, og i alt 6 signeringer. Jeg fik blandt andet købt "Black Orchid", "Præludier", "Nocturner" og "Stardust" af Neil Gaiman. Så købte jeg også den første Hilda-bog af Luke Pearson "Hilda og trolden", samt hans comic til voksne "Everything We Miss". Jeg købte "Den Magiske Muse" af Thomas Wellmann, og "Adventure Time with Fionna & Cake" af Natasha Allegri. Signeringer fik jeg fra Maren (fra Marens blog), Luke Pearson, Lars Kramhøft, Thomas Wellmann, og to af Natasha Allegri.

10 kommentarer:

  1. Det var simpelthen så hyggeligt at være af sted - din bogstak er så fin!

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var virkelig hyggeligt ja, og mange tak! :D

      Slet
  2. Hej Rikke,
    Jeg er lidt ked af at jeg ikke nåede at få snakket mere med dig end bare et kort hej mens jeg stod i kø ved tegnemaskinen (1 eller 2 eller 3 gang? Jeg var usynlig på de første to tegninger).
    Det glæder mig at du havde sådan en god oplevelse. Jeg er selv vild med Copenhagen Comics og føler mig som et barn i en slikbutik. Så mange farvestrålende bolsjer på alle hylderne og hvad skal man tage med hjem?
    Forhåbentlig når vi at få snakket lidt mere på næste messe. ;-)

    Kh.

    Louise Haiberg

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Louise!
      Det må vi lave om til Bogforum ja, som vi også snakkede om på Facebook! :D
      Det er jo lige det! Jeg tror også, at det var derfor jeg lige pludselig endte med meget mere end jeg lige havde regnet med!

      Kram!

      Slet
  3. Hvor skønt at du havde en dejlig dag derinde. :) Jeg var kun af sted et par timer, da jeg havde en anden aftale senere, men jeg må indrømme at jeg også savnede lidt tegnere som jeg faktisk kendte. :P

    SvarSlet
    Svar
    1. Ahh ja okay, det var derfor jeg ikke så dig så! :O
      Jeg kendte heller ikke rigtigt nogen - men det fik jeg lavet om på!

      Slet
  4. Skønne billeder fra en skøn dag! Og hvor fik du dog nået meget, imens vi stod i den dumme kø :D Altså altså!

    SvarSlet
    Svar
    1. Helt bestemt! Jeg synes også bare at tiden fløj afsted! :D

      Slet
  5. Hej Rikke

    Du skulle også have kigget forbi Tellerups stand. :-)

    Mvh
    Michael Larsen fra Tellerup

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Michael.
      Jeg var også forbi, men du var der desværre ikke - og Louise var heller ikke til at spotte! :O
      Men vi ses til Bogforum!

      Slet