tirsdag den 6. januar 2015

Filmen: "Interstellar"

Søndag den 5. januar blev jeg inviteret i biografen af en veninde. Vi skulle se "Interstellar", som havde premiere den 6. november.


Normalt er jeg ikke så meget til de sci-fi film, hvor man rejser ud i rummet og den slags, men 'Interstellar' overraskede mig positivt. Der er så mange andre aspekter med i filmen og det hele bliver sammenflettet i et net af spørgsmål, faglig viden og alt det der ligger imellem videnskab og ikke-videnskab (eller overtro, om man vil).

Filmen var virkelig godt lavet, og både Matthew McConaughey og Anne Hathaway spiller deres roller helt vidunderligt - men det kom heller ikke som en overraskelse. Derimod var jeg enormt imponeret over unge Mackenzie Foy, som spiller den unge version af datteren Murph.

Det er sådan en film som denne, jeg vil anbefale folk at se i biografen. Den varer næsten 3 timer, og det er så vigtigt, at man holder koncentrationen under hele filmen. Der er så mange detaljer man skal have med, og så mange små tegn, som senere hen får en større betydning, end man lige havde regnet med. Men selvom det er sagt, så er det muligvis en film jeg godt kunne se igen - især fordi den er så visuelt godt lavet.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar