tirsdag den 25. november 2014

Ord i Odense #2 - Ord og billeder

Inde i Odense centrum - på Nedergade 12 for at være præcis - der finder man det hyggeligste sted kaldet 'StudieStuen', som er en form for bogcafé, der blandt andet arrangerer en masse begivenheder. Man kan tage derhen i hverdagen for at læse, købe en kop kaffe eller bare for at komme lidt ud. Bøgerne på reolerne, som pryder de fleste vægge, er alle sammen til salg - og til en god pris! En af de begivenheder, som de arrangerer hedder 'Ord i Odense', som jeg var med til den 22 november.

"Ord i Odense" er en begivenhed, hvor man kan få lov til at dele sine ord og skriblerier med andre ordentusiaster. Hvad enten man er skribent, digter, forfatter eller drømmer, så er man velkommen til at deltage. Der er et tema for hver gang, og denne måneds tema var "Ord og billeder". Der var en liste med folk, som havde meldt sig til inden aftenens begyndelse, og derudover var der også open mic til sidst (hvor alle kunne stille op). Ikke nok med at der var hyggelige omgivelser, rare mennesker og en masse ord - så var der også gratis vin og snacks til folk, som dukkede op. 

Den første til at sige et par ord var Kristoffer Overby, som blandt andet er en af dem, der står for "Ord i Odense". Han bød folk hjerteligt velkommen, og som sædvanlig så udtrykte han sin spænding for aftenens program, mens han sprudlede af energi. Han introducerede herefter oplæserne inden de skulle på, og reflekterede over deres ord når de havde sat sig ned igen. Noget interessant denne gang var helt klart hans filosofering omkring spørgsmålet "Hvorfor læser vi?".

Denne gang valgte en af underviserne fra Syddansk Universitet (Alexander Kofod-Jensen), at fortælle lidt generelt om Ekfrase (som betyder udtale). Han snakkede om sammenhængen mellem billeder og ord - og mødet af disse. Det var meget interessant, og han var ikke bange for at dele sjove bemærkninger, hvilket gjorde stemningen knap så 'undervisnings'-agtig.

Efter en kort pause blev det tid til Mads René Jensen, som læste digte op til flotte malerier af Frederikke Billie Jensen. Det var en herlig kombination af ord og billeder, hvor man sagtens kunne fornemme en anderledes stemning, end hvis man kun havde ordene eller malerierne.

Iben Staal havde en masse digte at dele med os alle sammen. De fleste foregik uden billeder, men så var der også fri mulighed til, at danne sig sine egne i hovedet. De handlede om hverdagslivet, og økonomi på godt og ondt. Hendes oplæsning var præget af spænding, og hun legede flittigt med en masse ord (jeg bed særligt mærke i et digt om gråd, råd, grådighed, rådden... osv.).

Efter endnu en pause blev det Mikkel Damborgs tur. Han havde filmet en gåtur, som var præget af efterårsvejret, mens han læste digte op. Det virkede næsten som om man selv gik tur, og havde tankemylder i sit hoved.

Den sidste på aftenens liste bestod af Christoffer Kjær som oplæser, Thomas Faarup på stemningsfyldt guitar, og Kasper Boje Nielsen som tegner. Det var en kombination på den skønneste vis. Guitarens behagelige musik, Christoffer som læste en masse forskellige digte op - om bekymringer, forhold, kærlighed og fest. Samtidig kunne vi se en video, som startede med at være et blankt papir og derefter blev udfyldt med de fineste streger. Det var en utrolig fascinerende oplevelse og de gjorde det rigtig godt.

Til sidst var der open mic, hvor der var mange andre talentfulde mennesker, der valgte at dele deres ord. Det var en herlig aften og jeg gik atter derfra med en berusende følelse af, at være fyldt op med ord. Dette var min anden gang til arrangementet, og du kan læse om min første gang lige her. Jeg er blevet helt tosset med det, og det er en fornøjelse at opleve. Det kan helt klart anbefales, hvis man bor i Odense eller omegn.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar