tirsdag den 13. maj 2014

"Skyggernes spil" (Caldera #2) - Mette Bundgaard Laursen

Skyggernes spil af Mette Bundgaard Laursen
Skyggernes spil af Mette Bundgaard Laursen
Original titel: Skyggernes spil - Forfatter: Mette Bundgaard Laursen - Forlag: Forlaget Facet - Sidetal: 296
Anmeldereksemplar fra Forlaget Facet.


"Kate tager med Noah til Caldera. Ifølge Profetien er det kun hende, der har kraften til at fordrive den onde Naphal og skabe fred i galaksen. Hun går derfor i gang med at træne, så hun kan blive den superhelt, de alle sammen håber, hun er. Superkræfterne er dog ikke sådan lige at lokke frem, og Kate er på nippet til at opgive det hele. Men så bliver hun kidnappet af Naphal."

Jeg er blevet helt opslugt af denne serie. Jeg var lidt skeptisk i starten af bogen, da jeg har det lidt ambivalent med sci-fi generelt, men Mette Bundgaard Laursen formår virkelig at skabe et univers, som jeg endte med at blive helt opslugt af. Jeg kiggede frustreret på den sidste side da bogen var slut - det gik jo alt for stærkt! Heldigvis er der jo en bog mere, så jeg måtte slå koldt vand i blodet og glæde mig over det eventyr, som jeg lige havde været ude på.

I den første bog er der mere fokus på at det er en rigtig ungdomsroman, som hun har lavet bare med et drys af sci-fi. Men i 'Skyggernes spil' kommer sci-fi for alvor til at spille en rolle. Der dukker mange nye ting op, men man får dem også forklaret ordentligt, så man sidder ikke tilbage med spørgsmål om hvordan alting fungerer - og det synes jeg var herligt. Sproget er meget ligetil og det var rart at man ikke skulle stoppe op for at tænke over de beskrivelser, som man fik. Jeg åd det i hvert fald råt.

"Jeg havde heller aldrig lagt mærke til, at han spidsede læberne på en særlig måde, når han pustede på den dampende te - ikke hårdt, som en der skal til at fløjte, men blødt, som en der lægger an til et kys. Jeg lagde også mærke til, hvordan hans lange, slanke fingre lagde sig om kruset med te - nænsomt men fast - og for første gang i mit liv greb jeg mig selv i at ønske, at jeg var et krus." - citat side 253.

Jeg nød virkelig 'Skyggernes spil', hvis ikke så endnu mere end 'Profetiens kald' (hvis dette er muligt). Selvom jeg manglede lidt af den teenage-atmosfære der var tilstede i den første bog, så fik jeg et helt andet eventyr at forholde mig til, dog ikke helt uden teenage-komplikationer, da det jo stadig er en ungdomsroman. Men det er absolut kun positivt! Jeg glæder mig til at læse den sidste bog og se hvordan denne vidunderlige rejse skal ende. Men med glæden følger også en lille sorg, da jeg desværre ikke helt har lyst til at det skal slutte endnu, da jeg virkelig er begyndt at holde af karaktererne og universet.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar