søndag den 21. januar 2018

Harry Potter Fanfilm: "Voldemort: Origins of the Heir"


Der er nogle italienske fans, der er gået sammen og har lavet en uofficiel fanfilm om vores alle sammens bad guy; Voldemort eller Tom Marvolo Riddle, som egentlig er hans rigtige navn. Filmen har intet med hverken forfatteren J. K. Rowling at gøre eller Warner Brothers, der har rettighederne til filmene baseret på bøgerne. Det er selskabet Tryangle Films, der har lavet fanfilmen, som ligger på Youtube, og den varer cirka 52 minutter. Filmen blev offentliggjort den 13. januar og her - en lille uges tid senere - er den blevet set over 10 millioner gange! En af grundene til, at de har fået lov at lave denne fanfilm i forhold til filmrettigheder osv. er, at filmselskabet har lovet ikke at tjene penge på den.

Fanfilmen "Voldemort: Origins of the Heir" viser blandt andet en ung Tom Marvolo Riddle, og blotlægger noget af den vej, han gik for at blive til den, han er kendt som i dag; Voldemort.

Jeg blev selvfølgelig nysgerrig, og da jeg er ret stor fan af Harry Potter-universet og alt, hvad der hører til, så måtte jeg jo bare se den. Som udgangspunkt synes jeg, at de har formået at lave en rigtig fin fanfilm, og der er scener, som godt kunne have været lig noget af det Warner Brothers har lavet. Man kan dog godt fornemme, at skuespillerne er amatører, og der er et par småfejl hist og her. Filmen er dog lidt historisk krævende, så hvis man ikke er helt inde i universet, så kan det være lidt svært at finde hoved og hale i det hele - men filmen hjælper lidt på vej, og prøver at være oplysende. Selvom den blev lidt langtrukken et par steder, så fandt jeg historien bag filmen rigtig spændende, og det var en interessant måde at se det udført på.

Så hvis du er fan af Harry Potter, og endnu ikke har set den nye fanfilm, så vil jeg anbefale at give den et forsøg. Den har fået lidt lunkne anmeldelser, men taget i betragtning af, at de nok ikke havde det største budget til den, så synes jeg faktisk, at de er kommet rigtig godt fra det. Du kan se den lige her; (#WatchingVoldemort)


(Hvis du har set den, så vil jeg meget gerne høre, hvad du synes om den!)

onsdag den 17. januar 2018

"The Hate U Give" - Angie Thomas

Original titel: The Hate U Give - Forfatter: Angie Thomas - Forlag: Gyldendal - Sidetal: 382
Anmeldereksemplar fra Gyldendal.

"Starr Carter er 16 år og lever i to verdener: den fattige sorte ghetto, hvor hun bor, og den fine privatskole i forstaden, som hun går på. Den hårfine balance mellem de to liv knuses, den dag Starr er vidne til, at hendes barndomsven Khalil bliver skudt af en hvid betjent. Khalil var ikke bevæbnet, og hans død bliver straks forsidestof over hele landet. Nogle kalder ham gangster og påstår, at han var pusher. Starrs bedste ven på skolen antyder, at han fik, hvad han fortjente. Da det bliver klart, at politiet har meget lidt interesse i at efterforske sagen, går folk på gaden i protest, og Starrs nabolag udvikler sig til en krigszone. Alle vil vide, hvad der egentlig skete den aften, og den eneste, der ved det, er Starr. Men hvad Starr vælger at sige - eller ikke sige - kan ødelægge lokalsamfundet. Og det kan bringe hendes eget liv i fare."

Den her bog er den vigtigste bog, jeg længe har læst. Den har sat sig fast i mit indre, og den har ændret mig. Bundalvorligt har den ændret noget i mine tanker, så jeg tænker anderledes nu - jeg har fået udvidet min horisont, og jeg er blevet klogere på verden, og derfor er det blevet til en ny yndlingsbog for mig. Hovedpersonen Starr er så anderledes fra mig selv, men alligevel kan jeg ikke lade være med at holde af hende, og jeg gik igennem alt det, som hun også gjorde.

Bogen handler blandt andet om hele konceptet "Black Lives Matter", og hvordan verden mangler retfærdighed. Den var barsk og skræmmende realistisk, og jeg har fået rykket ved et par uhensigtsmæssige fordomme eller to. Derudover er selve handlingen også bare spændende, når man følger Starrs valg i, hvorvidt hun vil udtale sig om den forfærdelige hændelse eller om hun tier. For vil det nogensinde nytte noget, hvis "den hvide verden" ikke vil lytte? 

""Ingen vender op og ned på hendes ord! Jeg sagde lige til dig, at vi også vil have sandheden frem."
"Åh, vi kender allerede sandheden, det er ikke den, vi vil have," siger min far. "Vi vil have retfærdighed."" - citat.

Starrs historie er virkelig vigtig læsning, og selvom det er en ungdomsbog, så håber jeg virkelig, at mange voksne vil læse den også. Den er samfundsrelevant og skrevet med karakterer, man både kan grine af, holde af og endda afsky. Jeg følte mig frustreret, jeg følte mig flov, jeg følte mig ramt - og det tror jeg også, at mange andre vil føle, når de læser bogen. Det er uden tvivl den bedste bog, jeg læste i 2017.

torsdag den 11. januar 2018

"Man kan jo ikke lære noget af skønlitteratur.."


For noget tid siden hjalp jeg en kunde i Arnold Busck. Han skulle bruge en faglitterær bog om en specifik form for ledelse indenfor erhvervslivet. Efter at have hjulpet ham, fortsatte jeg med at sætte bøger på plads, og der overhørte jeg en af hans kammerater, der anbefalede ham en bog.
"Du burde virkelig læse den her - den er SÅ god!"
"Det bliver jeg jo ikke klogere af. Man kan jo ikke lære noget af skønlitteratur.."
Og jeg kom vist i min forbavselse til at mumle noget ala "Ahh, det passer vist ikke helt..", som resulterede i latter fra dem begge - for det skal jeg jo sige, når jeg arbejder i en boghandel, ikke?

Men jeg mener det faktisk. Jeg tror - og ved - at man kan lære noget af skønlitteratur. Der er så mange ting at hente fra historier og fortællinger, som jeg tror, at det voksne publikum har tendens til at glemme. Selvfølgelig er der en anden form for viden at hente dér, end hvis du læser faglitteratur, men du skal nok lære noget.

Der er forskellige måder - for mig i hvert fald - at lære noget fra bøger. Den ene måde er, når jeg kan identificere mig med en karakterer, en situation eller fortællingens forløb. Hvis jeg kan spejle mig, så kan jeg også lære, hvordan man kan håndtere ting på en anden måde eller andre vigtige ting. Den anden måde er, hvis det hele er helt fremmed for mig, dér lærer jeg også en del. Hvis karakterens liv er helt anderledes end mit, så kan jeg få et nyt perspektiv på ting og se en anden side af sagen, som jeg måske ellers ikke ville have set.

Skønlitteratur kan man også sagtens lære noget af, som kan anses for at være mere brugbart (hvis man ikke føler at selvudvikling er dét). Der er mange romaner, hvor der er brugt historiske begivenheder, der er baseret på virkelige hændelser. Det kan omhandle bestemte byer og kulturer i verden, som man kan blive klogere på, men det kan også være en bestemt mytologi eller religion, man kan lære mere om i en skønlitterær verden. Jeg føler selv, at læring bliver sjovere, hvis det kommer med en fortælling.

Så jo, man kan godt lære noget af skønlitteratur, og det skal man virkelig ikke tage for givet. Selvfølgelig læser man måske ikke med et fokus på at lære eller at blive klogere, men man kan blive overrasket, og så vil bogen være noget helt særligt. Bøger kan berige ens liv på så mange måder.

Det er faktisk også lige før, at jeg vil påstå, at man lærer noget nyt, hver gang man læser en skønlitterær bog. Uanset hvilken bog, man så vælger at læse. Det er bare ikke al læring, der nødvendigvis får en fundamental betydning. Det lagrer sig måske bare i ens underbevidsthed, og kommer til udtryk på et senere tidspunkt. Men det er i hvert fald ikke tanken om den manglende læring, der bør diktere, hvorvidt man læser skønlitteratur eller ej. Hvis det er en smagssag, så er det selvfølgelig noget helt andet...

fredag den 5. januar 2018

Tid (eller mangel på samme), frustration, studieskift, at sige nej og fremtiden?


Det er (næsten) fredag aften, og jeg sidder alene i min lejlighed med ondt i maven og forgrædte øjne. Jeg har afleveret en skriftlig eksamen i dag, som vi havde tre dage til. Der er én eksamen tilbage i dette semester, for mit vedkommende den 19. januar, og det er den, jeg frygter allermest. Af ren nysgerrighed tog jeg et kig på fagbeskrivelsen til ét af de tre fag, jeg skal have næste semester, og det slog mig helt ud af den. Kan jeg overhovedet klare det her?

Jeg læste Litteraturvidenskab på Syddansk Universitet som min bachelor med tilvalg i Æstetik og Kulturanalyse. Det var spændende, det var hårdt og til tider langhåret, og selvom der var op- og nedture, så klarede jeg det faktisk okay - og jeg havde mig selv med hele vejen. For at gøre min profil bredere, og af en forkærlighed for kommunikation, valgte jeg at søge ind på et helt andet studie på min kandidat, nemlig International Virksomhedskommunikation (IVK).

Jeg var dog overhovedet ikke sikker på, at jeg ville blive optaget. Over halvdelen der søger, kommer ikke ind, og halvdelen af dem, der søger, har læst IVK på deres bachelor - så de har det, man kalder "retskrav". Derudover ville folk fra andre studier (som mig) blive vurderet ud fra gennemsnit samt en motiveret ansøgning, så jeg satte ikke forhåbningerne alt for højt - men jeg endte med at blive en af de få heldige, der rent faktisk blev optaget, og jeg var så lykkelig og lettet.

Kandidatuddannelsen er altid kendt for at være mere hård en bacheloren, men eftersom jeg også tog et skift i min uddannelseskurs, blev jeg nærmest kastet ud af banen. IVK er enormt spændende, og jeg lærer en masse, som jeg virkelig føler, at jeg kan bruge til noget. Det er bare lige dét, at det er pisse hårdt, og det slider på mig. Det seneste halve år har været det travleste halve år i hele mit liv. Ikke nok med, at jeg ikke har nogen relevant baggrund i forhold til virksomhedskommunikation (som f.eks. handelsskole-uddannelse eller andre relevante bachelorretninger), så har jeg også skulle lære at strukturere min læsning og planlægning til punkt og prikke - og det var her, at der ikke var tid til at trække vejret, som jeg har pebet lidt op omkring de sidste par måneder.

Der har været flere dage og nætter, hvor jeg er brudt sammen i gråd over det hele, og egentlig ikke har kunne sætte ord på det. "Det er nok bare fordi jeg har så travlt, og det går snart over". Folk er søde, og siger, at jeg skal passe på mig selv, men hvordan gør man egentlig dét? Det er minimalt, hvad jeg har haft af fritid. Jeg læser ikke længere, og jeg har sjældent tid til at blogge eller læse blogs. Problemet ved dét er, at det er ting, jeg gør for at koble af. Mange folk ser film eller serier for at koble af, men jeg læser gerne en bog, og tager til et andet univers for en stund. Det har der simpelthen bare ikke været tid til, og hvis der har været en lille smule tid, så skreg min krop efter at sove. For på søvn-kontoen er jeg også i minus.

Jeg har altid set mig selv som et meget socialt og udadvendt menneske, men de sociale komsammener har næsten kun bestået af få gensyn med veninder og ellers med medbloggere til diverse events, som er planlagt langt nok ude i tiden til at passe ind i kalenderen. Jeg savner at se mine veninder, for jeg ser dem så sjældent nu - og hvor god en veninde og kæreste er jeg lige, når der aldrig er tid? Derudover har jeg før i tiden aldrig haft behov for bare at være hjemme og 'koble af', men nu skriger mit indre efter det. Dét, som jeg tit har hørt mange folk tale om, men aldrig selv har kunne relatere til. Det kan jeg nu, og det skræmmer mig.

Dog må jeg også erkende, at jeg har været for dårlig til at sige nej. Nej til ting, der kræver min tid og opmærksomhed, og nej til ting, hvis jeg ikke haft overskud eller sovet nok, og nej til ting, når min krop har sagt stop. Det skal jeg blive bedre til i det nye år. I skrivende stund har jeg sat en stopper for de frivillige ting, som jeg før var en del af. Ikke fordi det umiddelbart giver mig mere tid, men så er det der bare ikke.

Men grunden til at jeg sidder og græder lige nu, er fordi jeg virkelig har kæmpet mig igennem de seneste seks måneder. Jeg har virkelig gjort en indsats, og studiet er virkelig så spændende, at jeg også bare gerne vil gøre det godt. Jeg vil være god til det der kommunikation. Men jeg hænger i en tynd tråd, og jeg har næsten ikke mig selv med længere. Og hvad gør man så?

Jeg begik den fejl at kigge på fagbeskrivelsen for bare et enkelt af fagene til næste semester. Det var en mavepuster. Det lyder sindssygt spændende, men vi skal lægge rigtig mange timer, arbejde og hårdt slid i det, og vi skal læse ligeså meget pensum. Så min tid er igen forudbestemt til at være givet bort.

Der ligger mange timer og knokleri i en kandidat-uddannelse, og det skal selvfølgelig ikke være en dans på roser. Det er ikke for at brokke mig, men mere for at give udtryk for, at det måske ikke er alle, der er egnet til universitetet. Jeg føler mig slet ikke udrustet nok til at tage et semester mere, hvis jeg skal køre på samme niveau som nu. Det vil muligvis knække mig, og jeg er så bange for, at jeg ikke kan klare det. At jeg skal give op. At jeg skal finde en anden mulighed... For hvis jeg ikke skal det her, hvad fanden skal jeg så?