torsdag den 23. marts 2017

"Fabelagtige Leviathan" (Rakkerpak #2) - Lars Kramhøft

Original titel: Fabelagtige Leviathan - Forfatter: Lars Kramhøft - Forlag: Calibat - Sidetal: 161
Anmeldereksemplar fra forfatteren.

Læs også anmeldelsen af Rakkerpak #1: "Et Helvedes Eventyr"

"De to evigt uheldige brødre Viktor og John Haiberg er på vej til Stålborg for at gøre deres lykke, da de bliver shanghajet af pirater. De bliver tvunget med på den gale kaptajn Salvador Sargozzas fanatiske jagt efter den sagnomspundne troldhval Leviathan, og det bliver en jagt, der fører dem helt til kanten af verden ... og hinsides ..."

Jeg havde længe glædet mig til at læse den næste bog i den her serie, og jeg blev bestemt ikke skuffet! Lars Kramhøft har humor, og det bedste er, at han ikke taler ned til sine læsere - som ofte kan være en tendens i børnebøger. Børn er kloge, og kan sagtens læse om pirater, der drikker masser af rom, uden nødvendigvis at blive påvirket negativt.

Derudover er jeg stadig helt tosset med hans illustrationer. De passer perfekt til historien, og placeringen af dem i forhold til, hvornår og hvordan de bliver beskrevet, er lige i øjet. Karaktererne Viktor og John er så forskellige, og det går ikke altid gnidningsfrit, hvilket illustrerer et realistisk forhold mellem søskende. På den anden side komplimenterer de også hinanden på måder, de måske ikke selv er helt klar over, men det er læseren derimod.

""(...) Denne verden er fuld af fortabte sjæle, der vil følge enhver med en plan og et mål, lige meget hvor tåbeligt det mål så end er."" - citat side 72.

Jeg savnede lidt uddybelsen og forløsning af nogle småting i slutningen af historien, men jeg kan også godt se, at børn og unge måske ikke ville mangle disse svar. Alt i alt var det en fornøjelse at være tilbage i selskab med Viktor og John, og jeg glæder mig endnu en gang til at følge deres fremtidige eventyr!

mandag den 20. marts 2017

Tankemylder #9 - "Book-Shaming"


Hvis man slår ordet "Book-Shaming" op i Urban Dictionary, så får man følgende beskrivelse:

"To shame someone about what they are reading. To make one feel guilty about the book they are reading and enjoying."

Jeg synes desværre ofte, at jeg er støt på den såkaldte 'book-shaming', oftest ubevidst fra folk, men også indimellem ret bevidst. Et eksempel kunne være læsning af "Fifty Shades of Grey"-serien, der ofte bliver shamet en del, da den først og fremmest er erotisk, derefter at det er fanfiktion af "Twilight", og derefter at Christian Grey er en psykopat, og forfatteren portrætterer en usund definition af et kærlighedsforhold, som mange kvinder finder tiltrækkende. Folk er ofte hurtige til at pege fingre af andre, der har læst og nydt serien, for hvordan kan man overhovedet synes om sådan noget litteratur, der ikke engang er 'god litteratur'?

Jeg kunne godt lide "Fifty Shades of Grey"-serien, da jeg læste den. Senere hen da jeg blev konfronteret med dens problematikker, så kunne jeg udmærket se og forstå dem, de var bare ikke en del af den læseoplevelse, jeg havde. Det var ikke noget, jeg bed mærke i. Jeg sætter ikke usunde parforhold op på et piedestal for derefter desperat at søge dem. Så har bogen vel ikke været problematisk læsning for mig?

Vi kan nok hurtigt blive enige om, at det er meget vigtigt at føle sig repræsenteret i litteraturen. Om du er lys, mørk, hetero, homo, bi, trans, handicappet, psykisk syg - uanset hvem du er, så er det rart, at kunne spejle sig i karakterer og historier. Det er måske noget vi bør sætte mere pris på i stedet for at shame det, vi ikke selv værdsætter, som andre måske kan få noget ud af.

Det er ofte i forbindelse med genrene YA (Young-Adult), NA (New-Adult) og erotik, at jeg fornemmer og observerer den såkaldte 'book-shaming'. Mange mener, at fyrene udelukkende er idioter og kvinderne bliver portrætteret helt forkert i forhold til en ofte feministisk synsvinkel. Det bliver nævnt, at det ofte er usunde forhold, der bliver portrætteret, og at vi bør fremme de sunde forhold i stedet for. Jeg er enig i, at de sunde forhold skal fremmes og repræsenteres, men jeg slår også foden ned, og stemmer for det andet. Selvom usunde forhold er - sjovt nok, usunde - så er der nogen derude, som kan relatere til dem. Selvom det ikke er sundt (som nogle af dem, nok selv er klar over), så kan man relatere til det, og på den måde bliver man repræsenteret i litteraturen.

Hvis jeg skal komme med et personligt eksempel, så kan vi tage "Forbandede Kærlighed" af Colleen Hoover. Der er rigtig mange, der ikke kan klare hovedpersonen Tate, hendes personlighed og væremåde, samt hendes 'usunde' forhold til Miles. Jeg ved udmærket godt, at forholdet mellem dem ikke altid er lige sundt, men jeg kunne relatere SÅ meget til det. Jeg har været Tate - jeg er til dels stadig Tate - og jeg er da godt klar over, at det langt fra er sundt. Virkelig. Men det, at jeg følte, at jeg blev repræsenteret i litteraturen på den måde, gjorde, at jeg elskede bogen. Jeg knuselsker den. Jeg forstår godt, hvorfor nogle folk hader den, og jeg kan sagtens se dens umiddelbare 'problematikker', men jeg følte mig repræsenteret. Er det ikke det vigtigste?

Selvfølgelig er bøger vigtige, og vi skal vel helst fremme de gode ting. Den rigtige livsstil, den rigtige levemåde, de rigtige forhold (både romantiske og venskabelige) osv. Det forstår jeg - litteratur skaber liv, og danner mennesket. Det er dét litteraturen kan. Men bør vi ikke også sætte pris på repræsentationen af de negative sider? Selvom vi måske ikke selv synes om det eller kan se noget formål med det? Bare så alle får en stemme, og føler at de også er rigtige mennesker...

Dette er blot nogle eksempler på 'book-shaming'. Der er også hele debatten om, hvad der er 'rigtig og god' litteratur, og hvad der er 'skod og dårlig' litteratur. Store klassikere og dybsindige værker bliver ofte placeret i førstnævnte, hvor genrer som f.eks. fantasy og horror (og ungdomslitteratur generelt) bliver placeret i sidstnævnte. Især på universitetet. Det er forbløffende, at hvis nogen vil oprette et valgfag, der omhandler fantasy, så bliver det afvist, men hvis nogen vil gennemgå Virginia Woolfs forfatterskab, så er det jo perfekt. Jeg forstår, at der er forskel på litteratur, men jeg mener ikke, at man skal fremme det ene frem for det andet. Min erfaring er, at jeg nogle gange kan få ligeså meget ud af en ungdomsbog med et bestemt fokus (måske mere?), som af  en klassiker, der har været elsket i flere århundreder. Måske vil nogle af jer se dét som uintelligent eller åndssvagt, men så er vi igen tilbage til shaming. Jeg må læse og nyde det, jeg vil. Og det må I selvfølgelig også.

Du må hjertens gerne hade bøger og specifikke genre - bare gå amok - så længe, du ikke ser ned på eller tænker nedladende om andre læsere, der elsker alt det, du ikke gør. Det er fair nok, at du hader, hvis du kan acceptere, at det ikke er alle, der har det på samme måde som dig. Jeg (og andre) bliver ikke en mere uværdig læser af at læse andre bøger end dig, og hvis du kan acceptere det, så er det alt sammen godt. Især hvis man stadig kan snakke om det.

Så kan vi ikke stoppe med at shame, hvad andre læser, blot fordi vi måske ikke selv nyder genren, konceptet, karaktererne, opbygningen eller lignende? Nyd hvad du læser, også selvom andre måske ikke synes, det er det 'rigtige', du læser og får ud af læsningen. Du læser, og dét - mener jeg faktisk - er det vigtigste.

fredag den 17. marts 2017

"The Long Way to a Small, Angry Planet" (Wayfarers #1) - Becky Chambers

Original titel: The Long Way to a Small, Angry Planet - Forfatter: Becky Chambers - Forlag: Hodder & Stoughton - Sidetal: 404

"When Rosemary Harper joins the crew of the Wayfarer, she isn't expecting much, The Wayfarer, a patched-up ship that's seen better days, offers her everything she could possibly want: a small, quiet spot to call home for a while, adventure in far-off corners of the galaxy and distance from her troubled past. But Rosemary gets more than she bargained for with the Wayfarer. The Crew is a mishmash of species and personalities, from Sissix, the friendly reptillian pilot, to Kizzy and Jenks, the constantly sparring engineers who keep the ship running. Life on board is chaotic, but more or less peaceful - exactly what Rosemary wants."

Jeg er generelt ikke den store fan af fortællinger, der foregår i rummet. Selve opbygningen er universet interesserer mig ikke, og det bliver hurtigt ret teknisk for mig. Dog formåede Becky Chambers at vække min interesse for aliens og andre arter i rummet, og jeg blev nysgerrig på de forskellige levemåder. Det, at hun sætter mennesket som art op med de andre, gør det virkelig interessant og eftertænksomt.

Derudover nød jeg virkelig de forskellige karakterer. Det er i hvert fald længe siden, at jeg har grint så ofte under en bog, og de havde så mange quirky forskelle, at det var enormt hyggeligt at se dem i kontakt med hinanden. Så det er egentlig dét, jeg vil huske historien for - de skønne karakterer og forholdet mellem dem - hvor universet ligesom blev baggrunden for historien, og egentlig ikke betød synderligt meget for mig.

""And this is where our species are very much alike. The truth is, Rosemary, that you are capable of anything. Good or bad. You always have been, and you always will be. Given the right push, you, too, could do horrible things. That darkness exists within all of us. (...)" - citat side 213.

Jeg ville ønske, at jeg kunne elske denne slags sci-fi mere end jeg gør, men jeg tror faktisk, at jeg bedre ville kunne lide bogen, hvis den foregik i et realistisk univers (hvilket ville være absurd, da der så er mange ting, der ikke ville kunne fungere). Men hvis man godt kan lide rumrejse, galaksepolitik og aliens, så er den ret anbefalelsesværdig. Den slog desværre bare ikke helt benene væk under mig, der jo var lidt skeptisk i forvejen.

mandag den 13. marts 2017

Tag: "The Book Lover's Tag / The Reading Habits Tag"


Jeg er blevet tagget af to søde piger til at lave et tag, der indeholder de samme spørgsmål, men hedder noget forskelligt. Melani har tagget mig til at lave "The Book Lover's Tag" (læs hendes besvarelse her), og Simone har tagget mig til at lave "The Reading Habits Tag" (læs hendes besvarelse her). I denne omgang tagger jeg Anne-Mette og Jeanette, men alle er selvfølgelig velkommen til at besvare spørgsmålene.

Har du et bestemt sted, hvor du foretrækker at læse?
- Jeg foretrækker faktisk at læse i min seng. Det kan dog også ske, at jeg sidder i min sofa og læser, men sengen tiltrækker mig ofte lidt mere. Jeg ville dog ønske, at jeg havde sådan en fin læsekrog med en lækker stol!

Bruger du bogmærker eller noget mere tilfældigt, som du lige har ved hånden?
- Jeg bestræber mig på at bruge bogmærker, men hvis der ikke lige er nogen i nærheden, og jeg ikke har mulighed for at hente et, så kan jeg sagtens bruge en kvittering eller et andet stykke papir midlertidigt, indtil jeg kan finde et rigtigt et. Da jeg var yngre brugte jeg dog ofte æselører.

Stopper du din læsning midt i et kapitel, eller er du nødt til at læse det færdig?
- Jeg kan sagtens stoppe midt i et kapitel, og jeg kan faktisk også godt stoppe midt på en side. Det kommer an på, om jeg har noget, jeg skal nå - eller om jeg bare føler, at jeg ikke har lyst til at læse mere. Men det er sjældent, at jeg læser kapitlet færdigt. Det skulle så lige være, hvis kapitlerne ikke er særligt lange.

Spiser du og drikker imens du læser?
- Sjældent. Under read-a-thons kan jeg sagtens, og der snacker jeg også i stor stil, men til dagligt så bliver det allerhøjst noget drikkelse. Jeg er ikke så god til at koncentrere mig om mad, mens jeg læser. Derfor er det ofte adskilt.

Hører du musik eller ser fjernsyn imens du læser?
- Jeg ser generelt ikke rigtigt fjernsyn, og jeg hører heller ikke frivilligt musik, mens jeg læser. Det er dog sket et par gange, at der har været musik i baggrunden af den ene eller anden grund, så det forstyrrer ikke min læsning som sådan, jeg har bare valgt det fra, så jeg bedre kan fordybe mig.
 
Læser du en eller flere bøger ad gangen?
- Før i tiden læste jeg kun en bog ad gangen, men nu er det ofte flere. Jeg kan sagtens have gang i 4-5 forskellige bøger på en gang, og jeg kan faktisk (overraskende nok) stadig holde handlingsforløbene adskilt fra hinanden. Så går der dog også lidt længere tid, før jeg får færdiglæst de enkelte bøger.
 
Foretrækker du at læse hjemme eller andre steder?
- Jeg fortrækker helt klart at læse hjemme, og gerne i min seng, som jeg nævnte tidligere. Jeg føler altid, at jeg er lidt asocial, hvis jeg tager en bog med til f.eks. familiearrangementer, så det er sjældent, at det sker.
 
Læser du højt for dig selv eller inden i dig selv?
- Jeg læser altid inde i mig selv, og er generelt ikke så glad for at læse højt. Så fokuserer jeg nemlig mere på selve højtlæsningen frem for selv at læse og forstå, hvad det er, jeg egentlig læser højt.
 
Læser du i forvejen eller springer du sider over?
- Nej, det gør jeg aldrig. Det eneste jeg gør, der kan være lidt i den retning, det er at tjekke, hvor mange sider bogen indeholder. Så kigger jeg vel på sin vis lidt i slutningen?
 
Knækker du ryggen på dine bøger, eller forsøger du at undgå det?
- Jeg forsøger i den grad at undgå det. Hvis det sker, så sker det, men jeg vil ikke fremprovokere noget. Og nej, jeg kan heller ikke klare lyden af, at folk knækker ryggen på deres bøger. Av, av, av.
 
Skriver du i dine bøger?
- Nej, det gør jeg heller ikke. Hvis vi ser bort fra 'Den Rejsende Bog' (som der også kommer et opsummerings-indlæg om, når jeg har læst den igennem med alle de fine ord, tegninger og andre finurlige ting).